Sensommerbrev: I disse dage havner sensommerbrev fra Beboerforeningen i alle postkasser i Bredstrup-Pjedsted. Her kan I læse lidt om, hvad bestyrelsen har beskæftiget sig med i det sidste år. Vi håber, I tager godt imod det og vil være med i fællesskabet ved at betale det beskedne, årlige kontingent på kr. 150-, og også meget gerne deltage som frivillig i nogle af de opgaver, der gør vores område indbydende og attraktivt.
I år er vi gået i samarbejde med Foredragsforeningen om uddeling, så derfor havner deres spændende program for sæson 2021/22 samtidig i jeres postkasser.
Generalforsamling: For 2. år i træk har vi måttet udsætte den årlige generalforsamling, men nu er det tid! Vi glæder os til at se jer i Pjedsted Kultur- og forsamlingshus torsdag den 9. september kl.19.00. Vi starter allerede kl. 18.30 med lidt godt fra Kolding Kokkens køkken, drikkevarer er for egen regning.
Se nærmere på hjemmeside og på Facebook.
Lokale foldere: I løbet af denne sommer har Beboerforeningen stået for 2 fine, lokale foldere, den første med lokale vandreruter, den anden om det gode liv i Bredstrup-Pjedsted - hele livet. Mange ikke-lokale har fået øjnene op for vores skønne område. Folderne kan fås lokalt og på Fredericia Bibliotek.
Tarzanbane: På den gamle købmandsgrund er tarzanbanen allerede taget i brug af børn og legeglade voksne. Vi holder en lille indvielsesceremoni, primært rettet mod børn, torsdag den 16. september kl.16.00. Voksne er naturligvis også velkomne.