Copy
Nyhedsbrev for Kæledyrsejere vol 43, juni 2018.
Klik "VIS BILLEDER" i din browser for bedste læsning!
Se nyhedsbrevet i din browser.
info@dyrlaegeboysen.dk
www.dyrlaegeboysen.dk

Hot spot hos hund...

Sommer og efterår er højtid for forekomsten af hot spots. Mange hundeejere kender disse overfladiske sår karakteriseret af hårtab og hudbetændelse. 
Hvad giver hot spot? Og hvad kan du gøre hvis din hund får hot spot? 
I det følgende vil vi give dig svarene på disse spørgsmål.
Figur 1. Hot spot på lænden af hund med lopper. Der er et mindre område med glinsende rød hud, hvor hunden har nappet sig pga. loppebid.
Hot spot er en betændelsestilstand i de aller yderste lag af huden. Det er som regel hudens normalt forekommende bakterie, Stafylokbakterien, der forårsager betændelsen.
 
Hot spot udvikles som følge af, at hunden slikker og bider sig meget et bestemt sted på kroppen. Et bid af en skovflåt, en loppe eller et insekt kan være så kløende, at hunden i nogle tilfælde slikker/napper sig så meget, at der går hul på huden. Derefter vokser bakterierne op i antal og giver infektion. 
 
Af andre udløsende faktorer kan nævnes øregangsbetændelse, fyldte analkirtler (hot spot på lænd/lår) og sammenfiltrede hår. Infektion med rovmider, lus og andre parasitter kan ligeledes udløse hot spots. Endelig kan hunde med allergi have tilbagevendende hot spot som et af de kliniske symptomer. 
 
Nogle hunderacer f.eks. Chow chow, Saint Bernhard og Schæfer kan have så tæt en pels, at huden ikke kan ”ånde”, hvorved der lettere kommer hot spot. Varme og fugt menes således at fremme sårenes udvikling.
 
Et glinsende område med hårtab, rød og fugtig hud, er kendetegnende for et hot spot (Figur 1 og 2). Ofte er hårene sammenklistrede som følge af at sårsekret er sivet ud og størknet i hundens pels.
 
Hunden vægrer sig for at blive undersøgt, fordi det tit gør meget ondt. Man skal passe på ikke at blive bidt.
Figur 2. Hot spot på lænden af hund, som er blevet bidt af en skovflåt. Der ses overfladisk hudbetændelse med fugtig glinsende hud.
Hvad gør jeg, hvis min hund får et hot spot?
  • Forsøg at klippe hårene og rense såret. 
  • Forsigtigt klippes de sammenklistrede hår af, så sårets størrelse kan vurderes. Nogle gange vil man kunne se rester af det insekt, som har bidt hunden. Det forsøges fjernet såvidt muligt. En tægetang kan anbefales. Det er vigtigt at få alle delene ud, så der ikke kommer yderligere betændelse.
  • Såret renses i en klorhexidinopløsning (klorhexidin sårrens), som kan købes på apoteket eller hos din dyrlæge. 
  • Det er en god idé at sætte en krave om hundens hals nogle dage, så den ikke bider sig yderligere. De fleste hunde kan affinde sig med en krave efter et par dages tilvænning.
  • Såfremt hunden ikke tillader, at du selv renser såret, anbefales besøg hos dyrlægen. 
  • Dyrlægen skal også besøges, hvis der kommer nye hot spots eller hvis infektionen tager fat og såret ikke heler i.l.a. et par dage.
I nogle tilfælde kræver et hot spot mere intensiv behandling end blot klipning og oprensning. Antibiotika evt. i kombination med binyrebarkhormoner kan som lokalbehandling være meget effektivt. Smertestillende medicin kan være nødvendigt hos nogle hunde.
 
Det er vigtigt at lede efter den udløsende faktor, særligt såfremt hot spot er et tilbagevendende problem. Mange allergikere har hot spots og en udredning af den tilgrundliggende allergiske lidelse vil være en forudsætning for en reduktion i hyppigheden af hot spots.
Sommerferieåbent
Hudklinik for Hund og Kat holder åbent hele sommeren. I uge 28-30 vil der være åbent mandage og torsdage, øvrige uger har normale åbningstider mandag-fredag kl. 8-15.  
God sommer til alle!!
God sommer til alle!!

Venlig hilsen


Tine. Anne og Lene
Copyright © 2018 Dyrlæge Boysen - Hudklinik for hund og kat, alle rettigheder forbeholdt.


Frameld Nyhedsbrev for Kæledyrsejere    Opdater dine indstillinger 

Email Marketing Powered by Mailchimp