Fri i hjertet
Kærlighedens inderside er fx at være bevidst om sin indre frihed
Jeg opfatter det sådan at alle de mentale tilstande, vi gennemgår, indeholder muligheder. Det være sig fx ensomhed, savn, jalousi, usikkerhed, angst, vrede osv., de er hver især en port eller indvielse, som vi kan gå ind i, og på den måde får alt i livet mening. Intet er forgæves.
Jeg arbejder især med den indre vej, selvudviklingen, for det er der, jeg har min særlige ekspertise. Indenfor selvudvikling er der et meget vigtigt punkt, som er det første punkt, hvis vi vil udvikle os, for det handler om at tage ansvar. Uden det bliver vi passive og magtesløse, dvs. at vi oplever vores liv som et resultat af andres gerninger eller af ydre omstændigheder.
Ydre omstændigheder
Så er vi i en dårlig situation, fordi ham eller hende har gjort sådan og sådan, pga. vores ekskæreste, job, barndom, bopæl eller noget helt syvende. Men når vi forstår vores liv på den måde, så ender vi alligevel selv med sorteper.
Vi ender et dårligt sted, for når vi placerer skylden udenfor os selv, har vi dermed også kørt os selv ud på et sidespor rent mentalt - så har vi mistet magten til at skabe og forandre vores eget liv, for som vi forstår det, er vi åbenbart ikke selv herrer over det liv.
Et udbredt eksempel er det humør, du kan komme i, hvis du som single går og sukker efter en kæreste. Du savner og længes og kommer ind i en trist sindstilstand. Den er din! Hvis du tager den til dig, som din egen, så åbner dit liv op. Du bliver fri af den desperation, som består i at føle sig som et offer.
Mentale handlinger
For at ændre på den triste sindstilstand kan det være tilstrækkeligt at foretage den mentale handling, som består i, at du holder op med at placere dig selv i en magtesløs position. Det er ikke nogen naturlov, at vi skal være triste, fordi vi er singler - tværtimod! Du kan være fri indeni, selvom du er bundet af nogle omstændigheder udadtil.
Når du ændrer indstilling fra at tænke på din situation som et resultat af en ydre betingelse, kan det i stedet vendes rundt og forstås som en indre proces, du gennemgår. Den tilstand du er i, kan du gå ind i, mærke, forstå bedre og arbejde med, så du finder dine egne uafhængige løsninger. Bevidstheden har en vidunderlig evne til at hele det, som vi vender vores opmærksomhed imod og går helt ind i.
Nu skal det her jo ikke forstås sådan, at du skal holde op med at søge en kæreste, hvis det er det, du ønsker. Det er også helt naturligt, at vi gerne vil gå ud, være sociale og have det sjovt sammen med andre. Men hvis du har styr på din inderside, så kan du gå ud, fordi du har lyst, i stedet for at gøre det, fordi du er bange for at være alene.
Du bliver fri og stærk af at tage ansvar! :-)
Ha' en dejlig dag!
Kærligst Jens
|