Tavex fejrer sommeren med at sælge danske 10 og 20-guldkroner udstedt under Christian 9., Frederik 8. og Christian 10. til en særlig favorabel pris. Det er en god anledning til ikke blot at gøre en investering i fysisk guld, men også til at købe en del af Danmarks økonomiske historie.
 
10 og 20-kronemønterne i guld var nemlig såkaldte hovedmønter i den periode, hvor der var guldmøntfod i Danmark. Guldmøntfoden betød, at Nationalbanken, som udstedte danske pengesedler og skillemønt (mønter, som var udstedt i andet end guld - f-eks. sølv eller kobber - med henblik på aktiv brug i handel osv.) på ethvert tidspunkt skulle kunne veksle pengesedler eller skillemønt til guld, hvis man mødte op i Nationalbanken og forlangte det. Det var bestemt politisk i 1873, at 1 kg guld skulle koste 2480 kroner - og derfor vejer en 10-krone i guld 1/248 kg præcis.
 
De fleste af 10- og 20-kronemønterne fra kronens indførelse i 1873 og frem til udstedelsen af de sidste guldmønter under Christian 10. er næsten ikke slidt, på trods af at guld sammenlignet med sølv og kobber er et meget blødt metal. Årsagen er, at 10- og 20-guldkronerne i reglen ikke blev brugt i almindelig handel og vandel, men fungerede som en sikkerhed for det almindelige møntsystem. De er også blevet brugt som gaver i højtidelige sammenhænge - ved konfirmationer og fødselsdage og andet.
 
Guldmøntfoden var dels en måde at sikre, at de enkelte lande, som havde den - og det var næsten alle lande i Europa på denne tid - havde en stabil valuta, som havde en værdi i sig selv. For det er netop det, som guld kan, i forhold til trykte pengesedler, det, der kaldes fiat-penge efter det latinsk ord 'fiat', der betyder 'gjort' eller 'fremstillet'. Guld har nemlig i værdi i sig selv.
 
Med guldmøntfoden fik man også etableret et internationalt system for, hvad forskellige landes valutaer var værd i forhold til hinanden - alt dette blev reguleret af valutaens ansættelse i forhold til guld. Det var der en hel del problemer med - vi kender det fra vores dages euro - for landenes økonomier udviklede sig forskelligt, og så var det ikke så godt, at landets valuta var låst fast i forhold til andre landes valuta. Systemet gav også mulighed for, at visse lande systematisk kunne snyde med deres guldfod og dermed periodevis sikre sig større fordele, end de havde ret til.
 
Guldmøntfoden i Danmark blev suspenderet under 1. verdenskrig og endelig afskaffet i 1931. Det var et stort politisk spørgsmål i slutningen af 1920'erne, hvor den Venstreregering, som var kommet til i 1926 under statsminister Thomas Madsen-Mygdal, mente, at vi skulle følge Storbritannien, som på dette tidspunkt forsøgte at genetablere sin guldfod. Det var, fordi Danmarks økonomi på dette tidspunkt var domineret af landbruget og var tæt knyttet til Storbritannien, der var det altdominerende afsætningsmarked for "Danish bacon" og "Lurpak butter" - det sidste er et af de ældste verdensomspændende brands, som eksisterer inden for fødevareindustri. Venstre tabte valget i 1929 og socialdemokraten Thorvald Stauning kom til og symboliserede en ny æra, hvor Socialdemokratiet skulle være det dominerende parti i dansk politik. Men det var først i 1931, hvor den britiske labourregering droppede guldfoden, at Danmark formelt fulgte efter og suspenderede guldfoden. Den har ikke været indført siden.
 
Guldmønterne er også små kunstværker i sig selv, som minder os om markante personligheder, som er en del af Danmarks historie.
 
Den første af de konger, som fik sit kontrafej på en 10- eller 20-krone i guld var Christian 9 (1818-1906). Han var født i 1818 som fjerde søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glycksborg, men kom til Købehavn allerede i 1831, hvor han fik en karriere som officer og opnåede et nært forhold til Frederik 6. Christian havde giftet sig med Louise af Hessen-Kassel, som var kusine til Frederik 7. Louises bror, der også hed Frederik, havde sagt nej til at efterfølge Frederik 7. i Danmark, men man enedes derpå om at spørge Christian, som sagde ja i 1852. Det var lidt problematisk, for riget bestod den gang af tre dele - kongeriget Danmark, som gik til Kolding, hertugdømmet Slesvig og hertugdømmet Holsten (inkl. Lauenborg), som indtil 1806 var et len under den tysk-romerske kejser og som derfor ikke anerkendte kvindelig arvefølge. Dette var en af årsagerne, som Preussen havde til at gå i krig med Danmark i februar 1864, hvor Danmark militært set fik så læsterlige klø, at det var ved at forsvinde fra verdenskortet. Heldigvis for Danmark tabte vi "kun" Lauenborg, Holsten og Slesvig.
 
Christian 9. var nok opvokset i en tysk atmosfære, men han identificerede sig så meget med sit nye lands skæbne, at alle hans børn blev præget af et markant had over for alt tysk, hvilket f.eks. var tilfældet for Aleksandra, der blev gift med den engelske kong Edward 7. og Dagmar, der under navnet Maria Fjodorovna blev gift med den russiske tsar Aleksander 3. Ud over at få to af sine døtre gift ind i de mest magtfulde fyrstefamilier i Europa, blev Christian 9.'s søn Vilhelm konge af Grækenland under navnet Georgios - og hans sønnesøn Carl i 1905 konge af Norge under navnet Haakon. Alt dette gav Christian 9. tilnavnet Europas svigerfar, og han var i flere årtier vært ved store kongelige familiekomsammener på Fredensborg slot i det smukke Nordsjælland, hvor de mange besøgende regenter kunne holde lidt fri fra politik og statsstyre.
 
Christian 9. var en beskeden mand, som levede ganske spartansk i sit palæ på Amalienborg, men han var konservativ og havde ringe forståelse for, at alle samfundsgrupper skulle involveres i statens styrelse. Det var han ikke ene om - mange mente den gang at politik kun var noget for mænd, der havde formue eller uddannelse, og at almindelige håndværkere og bønder - for slet ikke at nævne tjenestefolk eller kvinder - burde passe deres værktøj, dyr eller køkkener og overlade statens styrelse til dem, der havde forstand på det.
 
Christian 9. havde udstrakt tillid til en dygtig godsejer, der hed Jakob Brønnum Scavenius Estrup, som var statsminister fra 1875 til 1894. Estrup hørte til dem, der mente, at staten kun skulle styres af dem, der havde forstand til det - typisk godsejere og embedsmænd - og derfor styrede Estrup og hans parti, Højre, på et flertal i landstinget, som bestod af godsejere og embedsmænd, mens Venstre, som havde flertal i folketinget, ikke ville godkende Estrups finanslove. Denne periode fra ca. 1870 og til 1901, hvor kongen anerkender, at regeringen skal basere sig på folketinget, kaldes forfatningskampen.
 
Christian 9., som var uddannet som officer, interesserede sig meget for forsvaret og under ham blev København til et gigantisk fort både til lands og til vands, som skulle forhindre at Tyskland skulle kunne tage hele Danmark ved en fremtidig krig mellem landene.
 
Christian 9. døde i 1906 efter at have regeret Danmark i 43 år. Da havde Danmark allerede i fem år haft en regering baseret på et flertal i folketinget (parlamentarisme) og en af årsagerne til, at det gik sådan, var at Christian 9.'s søn Frederik 8. (1843-1912) stillede sig positiv over for folkestyret. Frederik 8. var i det hele taget en meget mere moderne monark end sin far - han nød stod popularitet og havde også den intellektuelle kapacitet til at involvere sig i sit lands styrelse, men hans regeringsperiode blev kort, da han allerede døde i 1912 efter kun seks år på tronen.
 
Frederik 8's søn Christian 10. (1870-1947) blev konge af Danmark som 41-årig i 1912. Hvor hans far havde været konge i tiden, var Christian 10. næsten lige så konservativ som sin farfar. Christian var dog meget usikker på sig selv i politiske og andre sammenhænge og havde det bedst sammen med en nær kreds af officerskammerater.
 
I 1920 var Danmark blevet lidt større, da den nordlige del af Slesvig havde stemt sig hjem til Danmark, efter at Tyskland havde tabt 1. verdenskrig. Christian 10. og en kreds omkring ham brugte den sønderjyske sag til at afskedige den radikale regering Zahle, som blev støttet af socialdemokraterne og havde flertal i folketinget. Indgrebet kaldes for Påskekrisen og det mislykkedes, da der var gået 19 år siden 1901 og ideen om, at regeringen skal støtte sig på et flertal i folketinget, havde rodfæstet sig i befolkningen, selvom det stadig den dag i dag står i grundloven, at regeringen udnævnes af kongen. Christian 10. prøvede aldrig igen på samme måde at gribe grundlæggende ind i dansk politik.
 
Det var først med den tyske besættelse 1940-1945, at Christian 10. blev en samlende figur for den danske befolkning med sine daglige rideture gennem den besatte hovedstad. Han døde i 1947, men da var det 30 år siden, at hans kontrafej sidst havde prydet en 10- eller 20-krone i guld.
 

Mens privatpersoner, som har kontanter stående i banken i stort set hele Europa må finde sig i ikke at få rente for sine indeståender, opstår der nye muligheder i Indien.
 
Det store lands finansminister Arun Jaitley tumler med et lovforslag, som vil give indiske indehavere af guld mulighed for at få rente, hvis de sætter deres guld i banken, skriver Reuters. Samtidig vil bankerne også få mulighed for at bogføre guld som en del af deres lovpligtige kontantreserve eller almindelige likviditetsforpligtelse.
 
Tanken med det hele er at sikre større likviditet i det finansielle system i Indien og reducere guldimporten. Indien har historisk været verdens største importør af fysisk guld og indiske privatpersoner - der er ca. 1,3 milliarder af dem - har, hvis man lægger guldet i en stor bunke, opbygget enorme lagre af det gyldne metal - op mod 20.000 tons. Det betyder dels, at den indiske rupee lider under, at guldkøberne hvert år sender en masse rupees ud af landet for at importere guld - dels er det svært for økonomerne at "bogføre" guldet i det indiske nationalregnskab bagefter. Guldet er så at sige taget ud af den økonomi, som måles af regeringen. Det vil finansminister Jaitley nu prøve at gøre noget ved.
 
Indernes glæde ved guld hænger sammen med den hinduistiske religion, traditionen for medgift ved bryllupper og generel mistillid over for finansielle institutioner. Det anslås, at guld udgør hovedparten af opsparingen for 70% af Indiens landbefolkning. Det handler om at få dette guld, som ofte er gået i arv i generationer, ind i den moderne økonomi.
 
Finansminister Jaitleys lovforslag betyder, at den, der sætter mindst 30 g guld i banken, vil kunne få udbetalt rente efter 30 eller 60 dage, mod at binde guldet i banken i mindst et år. Renten vil også være skattefri, hvilket i Indien som andre steder er statens ultimative lokkemad.

 

Guldprisen har i juni holdt sig i intervallet 1204-1165 USD per troy ounce nu per 25. juni, som er den seneste notering, vi har med i denne kommentar. Alligevel har tendensen været svagt nedadgående, eftersom prisen begyndte på 1200 rent 1. juni og sluttede på 1173, som er den sidste dag, der er inddraget i denne kommentar. Vi har set en fortsættelse af de underliggende forhold, som har præget de foregående måneder: græsk uro i eurozonen, konflikten mellem Vesten og Rusland og konflikten i Syrien/Mellemøsten. Samtidig har USA's centralbank Fed ikke pillet ved sin rentepolitik, og dermed er rentebærende papirer ikke for alvor blevet attraktive, hvilket kunne få guldprisen til at vige. Det er måske rimeligt at regne med, at den marginalt vigende pris, som vi har set i juni, er et udtryk for, at det meste er uforandret, men at den konkrete efterspørgsel på guld har været vigende, bl.a. på grund af afslutningen af hindufesterne i Indien.