I dansk politik er det farligt at sige – som daværende statsminister Poul Schlüter gjorde i 1989 – at der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet. Alligevel var det næsten statsminister Mette Frederiksens ord, da hun i dag forsøgte at forsvare regeringens fremfærd i minkskandalen med en ny og mindeværdige sætning: ”Jeg har ikke noget at skjule”.

I dag har Mette Frederiksen ikke desto mindre overlevet første stormløb i Folketinget. Venstrefløjen accepterer nemlig, at mink-skandalen er lukket med fødevareminister Mogens Jensens afgang, og Radikale Venstre vil heller ikke være med til at nedsætte en egentlig undersøgelseskommission. Statsminister Mette Frederiksen har dermed ryggen fri.

Under eftermiddagens hasteforespørgsel tegnede der sig ikke flertal for det borgerlige forslag om, at dommere skal kulegrave ordren om masseaflivning af mink. Radikale vil kun være med til at etablere et ”granskningsudvalg”, som skal undersøge det kaotiske forløb.

Helt formelt skal der først stemmes om de forskellige modeller i Folketinget på torsdag, men statsminister Mette Frederiksen kan allerede ånde lettet op. Hendes magt udfordres reelt ikke, og i stedet har hun da også valgt at gå i modoffensiven. Statsministeren tog således til hidsigt genmæle mod blå blok og påstod, at debatten om mink-skandalen har afsløret, at de borgerlige slet ikke bekymrer sig om folkesundheden.

Til stor provokation for de blå partiledere slog Mette Frederiksen fast, at der nu findes to veje i dansk politik: På den ene side står S-regeringen, som prioriterer folkesundheden og er villig til at gøre alt, hvad det kræver for at tæmme corona. På den anden side står den borgerlige opposition, som ifølge statsministeren kun er optaget af parlamentarisk drilleri.

Stemningen under efterdagens hasteforespørgsel var sjældent ondsindet og konfrontatorisk. Den forsonlige tone, der ellers har præget Christiansborg siden foråret, er nu fuldstændigt forsvundet, og det står derfor klart, at mink-skandalen kommer til at blive omdrejningspunktet i lang tid fremover. Regeringen har da også samtidig skruet ned for de grønne ambitioner. Et nyt løftebrud ulmer. Læs i ugens /dkpol om:
   
1) Plottet fortykkes på Borgen

2) Derfor taler regeringen sort

Plottet fortykkes på Borgen

Lettet for truslen om en undersøgelseskommission har regeringen indledt en større spinkrig, der skal bringe statsminister Mette Frederiksen tilbage i rollen som Commander-in-Chief. De seneste dage har kostet på hendes troværdighed, måske også vælgeropbakning. Men nu forsøger hun og hendes ministre at dreje debatten tilbage på folkesundhed. Ulovlighederne er blot en krigsskadeomkostning i corona-kampen, må man forstå.

S-regeringen skyder pludselig i alle retninger for at undvige at kunne ende med at blive stillet til ansvar for ulovlighederne i forbindelse med ordren om at aflive alle mink i Danmark. Det foreløbigt mest kreative modsvar kom i dag fra justitsminister Nick Hækkerup (S), da han fra Folketingets talerstol slog fast, at S-regeringen slet ikke havde givet en ordre.

Ja, ifølge justitsministeren kan udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger slet ikke ”udgøre hverken administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter, der kan skabe rettigheder eller pligter for borgerne”. Og derfor var den fejl af politiet og hæren – ikke af regeringen – da myndighederne opfattede udtalelserne på det famøse pressemøde 4. november som en egentlig instruks til at slå alle mink ihjel.

Vupti, regeringen har nu slet ikke krævet noget ulovligt, og har derfor heller ikke ansvaret for, hvad politiet og hæren fejlagtigt har gjort. Det er folk længere nede i systemet, der har misforvaltet og er mislykkedes.

Regeringen har dog flere tvivlsomme forklaringer i ærmet. Under dagens hasteforespørgsel forsøgte statsminister Mette Frederiksen sig også med et andet og næsten lige så fiffigt argument: Regeringen havde ikke noget motiv for at handle uden et lovgrundlag, og derfor skulle det angiveligt ikke have været kunne sket. Forbrydelse kræver et motiv, lyder logikken.

Optrævlingen af beslutningsforløbet har imidlertid afsløret, at deltagerne på det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor beslutningen om masseaflivning af mink blev besluttet tirsdag 3. november, var blevet advaret om manglende lovhjemmel, altså at det ville være ulovligt at kræve alle pelsdyrene aflivet og dermed nedlukke erhvervet. Men også her havde statsminister en spidsfindig forklaring.

I redegørelsen fra Fødevareministeriet – og som førte til fødevareminister Mogens Jensens afgang – fremgår det ganske vist, at deltagerne på mødet koordinationsudvalget blev gjort bekendt med, at ”det hverken er muligt at tvangslukke eller lægge minkerhvervet i dvale med hjemmel i epidemiloven eller Sundheds- og Ældreministeriets forbudsbekendtgørelse, da minkavlere ikke er levnedsmiddelsproducenter”. Umiddelbart lå der altså en skriftlig advarsel på mødebordet. Statsministeren vidste besked.

Ifølge Mette Frederiksen var der dog slet ikke tale om, at man ville ”tvangslukke eller lægge minkerhvervet i dvale”, men snarere om kun at ville aflive alle minkene. Og igen, vupti, juridisk set skulle advarslen derfor ikke gælde for netop den beslutning, som statsministeren rent faktisk traf. Om aflivning, ikke nedlukning. Hvordan et regeringspåbud om masseaflivning af samtlige mink, herunder avlsdyr, IKKE skulle have karakter af enten en tvangslukning eller et påbud om at lægge et helt erhverv i dvale, forstår ingen uden for den inderste regeringskreds.

Officielt er forklaringerne således, at der for det første slet ikke var tale om en ordre (ifølge Nick Hækkerup), og at der heller ikke var tale om en bevidst tilsidesættelsen af loven, fordi regeringen dels ikke havde et sådant motiv og dels at de juridiske advarsler teknisk set slet ikke vedrørte den konkrete henstilling om at aflive alle mink (ifølge Mette Frederiksen).  

Det er altsammen ganske snurrigt og præget af kreativt juristeri. På bagkant har regeringstoppen fået hjælp af Slotsholmens jurister.

Faktum er dog, at flere ministre meget tidligt i forløbet havde kendskab til mutationerne blandt mink i Nordjylland. Senest er det kommet frem, at sundhedsminister Magnus Heunicke blev advaret allerede 7.september, hvor Statens Serum Institut oversendte notater, som beskrev, hvordan mutationer i mink ville kunne medføre, at vacciner ikke ville virke.

I modsætning til både statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup har sundhedsministeren dog ingen fiks og færdig forklaring. Tværtimod nægter han at udtale sig om, hvordan han blev orienteret om de faretruende mutationer. Formelt set kan Heunicke da også stå tilbage med et meget reelt problem, der minder om den situation, som den nu aftrådte fødevareminister stod i for en uge siden.

Heunicke ser ud til at have sovet i timen, og dermed ikke tids nok have sat gang i arbejdet med at sikre et lovformeligt beslutningsgrundlag. Så selv statsministeren selv har undgået en undersøgelseskommission, i hvert fald her i allerførste omgang, er mink-skandalesagen langt fra slut.

Afhængigt af, hvad sundhedsminister Magnus Heunicke ender med at sige, kan han meget vel blive næste mand, der risikerer at falde – eller rettere sagt ofret. For nu hvor Mogens Jensen er væk, har regeringstoppen brug for en ny prügelknabe, som Mette Frederiksen kan skyde skylden over på. For at redde sig selv, må statsministeren lade andre tage skraldet.

+ Anbefaling: Hør BorgenUnplugged om blå blok, der lugter blod
 

Derfor taler regeringen sort

Regeringens udspil til en ”grøn skattereform" er noget af en fuser. Alle er skuffede om de sænkede ambitioner. Men selv hvis S-regeringen havde viljen, mangler evnerne til for alvor at sætte gang i den grønne omstilling.

Skattevæsenet er bombet så dybt i knæ, at Skat stadig ikke engang er i stand til at udfærdige retvisende ejendomsvurderinger, og en endnu mere omfattende opgave med at udvikle en avanceret CO2-afgift ligner umiddelbart en umulig mission.

Skatteminister Morten Bødskov (S) nøjedes da også med kun at satse på det sikre, da han mandag præsenterede regeringens udspil til en såkaldt ”grøn” skattereform. Frem for at fremlægge et konkret udkast til en ny CO2-afgift, som hele otte partier i Folketinget ellers enedes om i juni, indskrænkede skatteministeren sig til kun at foreslå, at de allerede eksisterende energiafgifter skal hæves og rulles bredere ud.

”Nu tager vi fat med de værktøjer, vi har i værktøjskassen nu,” lød det hyperpragmatisk fra skatteministeren, da han med klimaminister Dan Jørgensen (S) som en akavet statist fremlagde 'Grøn skattereform #1' med den sigende undertitel ”På vej mod et grønnere Danmark”.

For der er lang vej. Socialdemokratiets klimapolitik må i dag karakteriseres som 'business-as-usual plus': I det store hele skal butikken køres uændret videre – med nogle små justeringer, der helst ikke må kunne mærkes. Risikoen for et nyt it-sammenbrud er dog kun én af de bagvedliggende forklaringer på S-regeringens faldende ambitioner på det grønne område.

Hovedmotivet til langsommeligheden er klassisk og taktisk vælgermaksimering, for der er mange mulige swingvælgere i at fremtræde mere eller mindre antigrøn. Og kynisk betragtet har S-regeringen endnu en del at vinde på at tale kulsort. Evnerne mangler, men det gør viljen bestemt også.

Når klimapolitikken bliver konkret, bliver den også kontroversiel, og S-regeringen har lige nu ikke brug for en ny og større konfrontation med hverken landbefolkningen eller forstadsvælgerne. Så hellere trække tiden ud, helst om på den anden side af næste folketingsvalg, og så tage det rituelle slagsmål med støttepartierne i forhandlingerne.

Enhedslisten, SF og Radikale Venstre er ganske vist dybt frustrerede og havde nok også oprigtigt troet på, at S-regeringen rent faktisk ville gøre alvor af hensigtserklæringerne fra forståelsespapiret. Men realpolitisk er der ikke meget, som støttepartierne kan gøre. Slet ikke efter den nye leder af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, har afblæst alle valgtrusler.

Så selv om det umiddelbart kan virke ubekvemt for Socialdemokratiet, at alle eksperter, organisationer og grønne græsrødder straks har været ude og kalde mandagens udspil for ”uambitiøst” og ”ineffektivt”, ja, så er det ikke ligefrem verdens undergang for regeringstoppen. For Socialdemokratiet har tydeligvis intet ønske om at fremstå progressivt, endsige elitært.

Ved at stille sig afventende, fodslæbende og vrangvilligt an i klimadebatten forsøger S-regeringen at opnå den samme form for småborgerfolkelighed, som kursskiftet i udlændingepolitikken og den nye EU-skeptiske linje også skal understøtte. Socialdemokratiet vil ikke skræmme carport-Danmark, og her er det kun en fordel, når klimaklogeågerne himler op.

Klimapolitikken er således ved at blive forvandlet til en ny kulturkamp, hvor Socialdemokratiet forsøger at appellere direkte til borgerligtsindede vælgere i provinsen og ude i parcelhuskvartererne.

Vælgermæssigt er den sorte manøvre ikke videre risikabel for S-regeringen. Tværtimod. De grønne vælgere, som er skuffede over Socialdemokratiets sløvhed, kan jo som udgangspunkt ikke gå mange andre steder hen end til støttepartierne, og da regeringen samtidig kan håbe på at vinde øget opbakning fra alle dem, der frygter for morgendagens priser på diesel og tilbudsflæsk, tegner det samlede regnskab sig gunstigt.

Reaktionerne fra oppositionen er heller ikke farlige. Ingen forestiller sig, at en Venstre-regering ville have sat mere turbo på den grønne omstilling, og derfor klinger det hult, når Jakob Ellemann-Jensen udtaler:

”Jeg havde ønsket mig den store Imperial Star Destroyer fra Lego, og så fik jeg fire Duplo-klodser i stedet. Det er jo fint, dem er der ikke noget galt i. Men det var bare ikke dét, vi havde aftalt.”

Formelt er det dog ubestrideligt, at S-regeringen ikke lever op til ordlyden i klimaaftalen fra juni. Her skrev alle partier – med undtagelse af Nye Borgerlige – under på, at ”der er enighed om, at CO2-beskatning bør være et afgørende instrument til at indfri den ambitiøse 70-procentsmålsætning”. Og videre: ”Aftalepartierne forpligter derfor regeringen til at udarbejde et oplæg til en grøn skattereform og indkalde til forhandlinger herom i efteråret 2020”.

Konkret blev S-regeringen pålagt at præsentere ”en ensartet CO2e-afgift”, hvor det lille e står for ækvivalenter, altså andre drivhusgassers forholdsmæssige indvirkning på den globale opvarmning.

Men Socialdemokratiet har ikke travlt, og derfor har skatteminister Morten Bødskov da også valgt at fokusere på en anden passage i aftalen, nemlig sætningen: ”Partierne anerkender det betydelige udviklingsarbejde forbundet med en effektiv CO2e-afgift”.

På godt og ondt er status, at det danske skattevæsen – efter flere års serielle sammenbrud, mislykkede organisationseksperimenter, bevidst underbemanding og ledelsesmæssig inkompetence  – endnu ikke har kapacitet og driftssikkerhed til at kunne eksekvere en ”effektiv CO2e-afgift”.

Når det kommer til massive, digitale omstillingsprojekter er Danmark desværre ikke længere et foregangsland, snarere et kaos af uformåen og løse ender. Men dét gør kun udfordringen endnu mere påtrængende.

Ligesom skatteminister Morten Bødskov i september måtte udskyde de længe ventede ejendomsvurderinger – for sjette gang i alt – kan udviklingen af CO2e-afgiften potentielt også komme til at trække i langdrag. Sammenlignet med de udskudte ejendomsvurderinger, som har været dysfunktionelle siden 2011, kan man ligefrem frygte, at det kan blive svært at nå at få en gennemarbejdet og virkningsfuld CO2e-afgift på plads inden 2030.

Konceptet er ellers uomgængeligt: Enhver, der har beskæftiget sig seriøst med, hvordan den danske udledning af drivhusgasser bedst og billigst kan nedbringes med 70 procent i 2030, anbefaler en CO2e-afgift. Eller rettere sagt: Alle andre end S-regeringen.

For det passer tilsyneladende socialdemokraterne fint at udskyde netop det instrument, som på den ene side ville rykke substantielt, men som på den anden side også ville kunne mærkes af både borgere og virksomheder, og derfor er politisk ubelejligt.

Regeringens plan B er nu at stavre videre med en klodset og gammeldags form for energiafgift, som hverken rammer CO2-udledningen eller øger efterspørgslen efter den nye cutting edge-klimateknologi, der i stigende grad udvikles uden for Danmark. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at den innovative del af erhvervslivet også har mistet tålmodigheden med S-regeringen.

End ikke den pulje på 5,2 milliarder kroner, som S-regeringen vil uddele i lempelser til erhvervslivet – og som ikke engang behøver at blive brugt på grønne investeringer – vækker større begejstring.

Som i en omvendt verden er det nu den administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, som presser på for en reel omstilling og derfor kritiserer udskydelsen af CO2-afgiften: ”Den grønne skattereform bør i stedet adressere CO2, for det er jo det, som vi vil have mindre af,” lyder det fra den tidligere konservative økonomi- og erhvervsminister.

Det hører bestemt til sjældenhederne i dansk politik, at Greenpeace og Dansk Erhverv danner fælles front mod en siddende regering, men statsminister Mette Frederiksen (S) har efterhånden placeret sig i en så passiv position, at alle som ønsker at accelerere den grønne omstilling kun kan være kritiske.

Ikke overraskende er de grønne aktivister dog lige lidt vredere: ”Det er uansvarligt at udskyde en generel klimaafgift på ubestemt tid, og det er uforskammet at bruge halvdelen af det grønne råderum på ti milliarder til skattelettelser til erhvervslivet og endda helt uden grønne modkrav,” siger generalsekretæren i Greenpeace, Mads Flarup Christensen.

Men lobbyisterne og aktivisterne taler foreløbigt for døve ører. For jo mere disse ’smagsdommere’ kritiserer S-regeringen og forsøger at fastslå, hvad der er godt og rigtigt, desto mere djærv og jordstrygende folkelig kommer S-regeringen bare til at fremstå. På kort sigt.

Problemet for Socialdemokratiet er dog, at Mette Frederiksen rent faktisk selv accepterede reduktionsmålet på 70 procent som selve forudsætningen for, at hun blev statsminister, og over tid kan forsinkelserne og forvisningerne, om at ”der kommer en god løsning i morgen”, yderligere svække hendes allerede ramponerede troværdighed.

I forårets klimalov er der ligefrem indskrevet en ”handlepligt”, som pålægger klima-,  energi- og forsyningsministeren at ”fremlægge nye initiativer med reduktionseffekt på kortere sigt og initiativer med reduktionseffekt på længere sigt, som viser vejen mod opfyldelse af de nationale klimamål”, såfremt Klimarådet fagligt vurderer, at den grønne omstilling går for langsomt.

Formelt har S-regeringen derfor kun købt sig tid ved nu at fremlægge et udkast til en ”grøn skattereform” uden en CO2e-afgift, og den virkelige virkelighed vil før eller siden indhente Socialdemokratiet – og lang tid forinden vil støttepartierne være nødt til at gøre op med sig selv, om de vil affinde sig med fedtspilleriet.

Epoken, hvor klimaminister Dan Jørgensen kunne charmere sig igennem ved at henvise til Svend Aukens heroiske kamp for vindmøller, er slut nu. Socialdemokratiet står nemlig et afgørende sted i dag: Nu halter sosserne efter udviklingen. Heller ikke henvisninger til de komplicerede, skattetekniske vanskeligheder ved udviklingen af en CO2e-afgift holder meget længere. Skattevæsenet må levere.

S-regeringen har for længst og selv accepteret en gigantisk udfordring, som de nu nøler på – uanset hvor mange vælgere, der foretrækker status quo, begynder det at lugte af løftebrud.

Tak for at læse med! Og hjerteligt velkommen til de mange nye læsere, som får nyhedsbrevet her for første gang. Jeg har tidligere lovet, at finansloven snart vil komme i fokus. I næste uge – kommer en god løsning. Nyd det våde, stormfulde og kolde efterår så længe. /Lars Trier Mogensen