–– Emmy Laura: Hvad er poesi?

Andreas: Poesi er skabelse. Ordet kommer af græsk poeisis, der betyder 'at gøre, at virke'. Aristoteles beskriver det som en måde at videreføre verden på. Poesien er ikke som almindelig historiefortælling, skriver han, fordi den ikke vil referere virkeligheden. Den vil ikke sige, hvordan noget var eller er; den vil ikke fiksere. Snarere, og dette er vigtigt, er den selv virkende. Den blander sig med verden. Den er ikke en genrebetegnelse eller et ophøjet formsprog, men en måde at se på, hvor de ting, der hører sammen, kan få lov at gå i forbindelse med hinanden. Verden kan beskrives som en verden, der kan forandres. Det er poesiens væsen. Jeg finder styrke i dette: Skabelsen leder efter måder at være på.

–– Emmy Laura: Hvilken fortryllelse eller forbandelse ville du kaste, hvis du kunne?

Andreas: 'Forbandelser' opstår, når ingen tror på dem. Der er forbandelser overalt omkring os. Ord som »dyr«, »tømmer«, »brændstof« er alle forbandelser, når de skjuler mere, end de viser og træder i stedet for 'alle dem' eller ‘det'. Der ligger en tildækning i mange af vores ord. Ofte er den utilsigtet og ubevidst, men den er aldrig uskyldig. Hvordan opstår velsignelsen? At se og beskytte begynder at blive det samme. At se kan være ligesom at hæve en forbandelse. Jeg har skrevet en del om ordet »lys«. Det er 'det første ord' og vi plejer at tænke på det som en befaling. Men det var også en bøn! Sådan tror jeg, at vi må tale i dag: Tale for at lytte, for at høre og for at se. Tale for at ønske. Jeg ville fortrylle: fortrylle for at velsigne.
 

–– Emmy Laura: Hvilket landskab drømmer du om at befinde dig i?

Andreas: Karpaterne i det sydlige Rumænien. Jeg følger arbejdet med genoprettelsen af den vilde natur og habitatkorridorer i forbindelse med de nye reservater og nationalparker, der skal forbindes langs bjergkæden. Alle landskaber er i færd med at blive til, men disse dage er jeg særligt interesseret i dem, hvor menneskene griber direkte ind med en vision for fremtiden. Vi har påvirket næsten alt indirekte og i affekt, og der er noget forløsende og enormt udfordrende ved at tage ansvar for denne påvirkning. Det er terraformningen af Jorden. Genskabelsen af Jorden i Jordens eget billede. Nye konkrete steder for oprindelse, hvor arter kan trives frem i tid og hvor menneskenes adgang er begrænset. Hensyn, der varer længere end ens eget liv. Jeg vil gerne vandre dér. Når jeg går, er jeg udelukkende en følsomhed.
 

–– Emmy Laura: Hvilken grøntsag, dyr, organisme eller himmellegeme holder du særligt meget af for tiden?

Andreas: Odder, der netop er fyldt 21. Hun er den kæreste gamle kat, næsten uden stemme i dag, men både legesyg og meget selskabelig. Hun kravler op på ens skuldre, når man sidder og læser, lægger sig med maven over ens nakke og spinder. Odder er den eneste kat, jeg har kendt, der ikke altid lander på benene, sådan som ordsproget ellers siger. Man er nødt til at sætte hende meget forsigtigt ned, fordi hun glemmer at passe på. Man lægger hende et blødt sted, forsigtigt, men hun bliver overrasket alligevel. Og så er der Bobby, familiehunden. Videoen herunder (se den ved at klikke på billedet, red.) er fra sidste år i kolonihaven i Svendborg. Fløjten er fra Tibet og er lavet af en tørret frugt. Det er den eneste fløjte, han vil synge med! Bobby var efterskole-hund i ti år med et særligt ansvar for de mest sårbare elever, som han hurtig fandt og skabte kontakt til. Der ligger en blid afvisning af ens egen menneskelighed i mødet med skabninger som disse.
 

–– Emmy Laura: Hvilken opskrift på næring, hvile eller genopladning er en del af dit liv nu, som ikke var det før det tunge 2020?

Andreas: Klatring: Man lader op, fordi man koncentrerer sig. Og man slapper af, fordi man er nødt til at bruge alle sine kræfter.