Det er blevet sagt om miljø- og klimakrisen, at den også er en kulturkrise. En krise i vores evne til at begribe naturen – i en tid hvor mennesket både er ubegribeligt magtfuldt og sårbart. 

Skal vi begribe verden på ny, må vi også beskrive den på ny. Vi må gå nysgerrigt til den med en erkendelse af, at den rummer meget mere, end vores daglige sprog normalt opfanger. Det nysgerrige, poetiske sprog kan tilbyde muligheder for at se, sanse og handle på ny.   

Dagens samtale er med forfatter, oversætter og forlægger Andreas Vermehren Holm.

Han er med til at redigere Ny Jord — Tidsskrift for Naturkritik, og så driver han Forlaget Virkelig, hvor han udgiver serien Bestiarium, der har givet os danske oversættelser af bl.a. Ursula K. Le Guin, Jen Bervin og Virginia Woolf.

Allerede i 2015, inden genren havde fået det danske navn økopoesi, udgav Andreas Antropocæn kreatur og året efter Planetarisk væsen. I den alvorlige tid, vi befinder os i, er hans samlede arbejde et vigtigt bidrag. Derfor er det også vidunderligt nyt, at han netop har fået Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat! 

I Vågen og Ingen, som udkom sidste år, skriver Andreas så fint, at: "der er trøst, i Virkelighed. Barmhjertighed i at modnes. Jeg vil selv tage Vare paa Vejen. Jorden. Baggrunden lyser bag Uvirkelighedens slør."

Og med det giver vi ordet til Andreas:

Andreas fanget med katten odder på ryggen. Foto: Mathias Vermehren Holm
 

–– Emmy Laura: Hvad er poesi?

Andreas: Poesi er skabelse. Ordet kommer af græsk poeisis, der betyder 'at gøre, at virke'. Aristoteles beskriver det som en måde at videreføre verden på. Poesien er ikke som almindelig historiefortælling, skriver han, fordi den ikke vil referere virkeligheden. Den vil ikke sige, hvordan noget var eller er; den vil ikke fiksere. Snarere, og dette er vigtigt, er den selv virkende. Den blander sig med verden. Den er ikke en genrebetegnelse eller et ophøjet formsprog, men en måde at se på, hvor de ting, der hører sammen, kan få lov at gå i forbindelse med hinanden. Verden kan beskrives som en verden, der kan forandres. Det er poesiens væsen. Jeg finder styrke i dette: Skabelsen leder efter måder at være på.


–– Emmy Laura: Hvilken fortryllelse eller forbandelse ville du kaste, hvis du kunne?

Andreas: 'Forbandelser' opstår, når ingen tror på dem. Der er forbandelser overalt omkring os. Ord som »dyr«, »tømmer«, »brændstof« er alle forbandelser, når de skjuler mere, end de viser og træder i stedet for 'alle dem' eller ‘det'. Der ligger en tildækning i mange af vores ord. Ofte er den utilsigtet og ubevidst, men den er aldrig uskyldig. Hvordan opstår velsignelsen? At se og beskytte begynder at blive det samme. At se kan være ligesom at hæve en forbandelse. Jeg har skrevet en del om ordet »lys«. Det er 'det første ord' og vi plejer at tænke på det som en befaling. Men det var også en bøn! Sådan tror jeg, at vi må tale i dag: Tale for at lytte, for at høre og for at se. Tale for at ønske. Jeg ville fortrylle: fortrylle for at velsigne.
 

En af Andreas' årlige vandreture med Tomas Espedal i Norge. Foto: Andreas Vermehren Holm

 
Andrea's bog Vågen og Ingen, hvor pilgrimmen er den gennemgående figur. Foto: Casper Breum
 
To skikkelser fra Sognefjorden, hvor Andreas og Sofie boede et år.
 


–– Emmy Laura: Hvilket landskab drømmer du om at befinde dig i?

Andreas: Karpaterne i det sydlige Rumænien. Jeg følger arbejdet med genoprettelsen af den vilde natur og habitatkorridorer i forbindelse med de nye reservater og nationalparker, der skal forbindes langs bjergkæden. Alle landskaber er i færd med at blive til, men disse dage er jeg særligt interesseret i dem, hvor menneskene griber direkte ind med en vision for fremtiden. Vi har påvirket næsten alt indirekte og i affekt, og der er noget forløsende og enormt udfordrende ved at tage ansvar for denne påvirkning. Det er terraformningen af Jorden. Genskabelsen af Jorden i Jordens eget billede. Nye konkrete steder for oprindelse, hvor arter kan trives frem i tid og hvor menneskenes adgang er begrænset. Hensyn, der varer længere end ens eget liv. Jeg vil gerne vandre dér. Når jeg går, er jeg udelukkende en følsomhed.
 

En blandingen af bøn og landskab. Indgangen til det tibetanske plateau i Himalaya 2018. Foto: Andreas Vermehren Holm. 


–– Emmy Laura: Hvilken grøntsag, dyr, organisme eller himmellegeme holder du særligt meget af for tiden?

Andreas: Odder, der netop er fyldt 21. Hun er den kæreste gamle kat, næsten uden stemme i dag, men både legesyg og meget selskabelig. Hun kravler op på ens skuldre, når man sidder og læser, lægger sig med maven over ens nakke og spinder. Odder er den eneste kat, jeg har kendt, der ikke altid lander på benene, sådan som ordsproget ellers siger. Man er nødt til at sætte hende meget forsigtigt ned, fordi hun glemmer at passe på. Man lægger hende et blødt sted, forsigtigt, men hun bliver overrasket alligevel. Og så er der Bobby, familiehunden. Videoen herunder (se den ved at klikke på billedet, red.) er fra sidste år i kolonihaven i Svendborg. Fløjten er fra Tibet og er lavet af en tørret frugt. Det er den eneste fløjte, han vil synge med! Bobby var efterskole-hund i ti år med et særligt ansvar for de mest sårbare elever, som han hurtig fandt og skabte kontakt til. Der ligger en blid afvisning af ens egen menneskelighed i mødet med skabninger som disse.
 


Bobby, den syngende hund. Se videoen ved at klikke på billedet – eller her.


–– Emmy Laura: Hvilken opskrift på næring, hvile eller genopladning er en del af dit liv nu, som ikke var det før det tunge 2020?

Andreas: Klatring: Man lader op, fordi man koncentrerer sig. Og man slapper af, fordi man er nødt til at bruge alle sine kræfter.
 

I bæreposen beder vi ugens gæst anbefale uundværlige bøger, ideer, vaner og værktøjer.


–– Jeg er igang med N.K. Jemisins forfatterskab. Hun skriver om kampen for social retfærdighed og om mennesket som naturkraft i antropocæn. Hun formår at blande de problemstillinger, vi står overfor. Hun viser, hvordan vi hænger sammen med hinanden og med det, der er uden for os selv. Den prisbelønnede Broken Earth-trilogi er et godt sted at starte. Den handler om et undertrykt folk, der opdager, at de kan kontrollere seismisk energi. Her er et link til et virkelig godt interview om hendes metode og om world-building som litterær teknik.

–– Og så er jeg midt i den amerikanske digter og komponist William Parkers seneste udgivelse (i ti bind): The Migration Of Silence Into and Out of the Tone World. Det er improvisation, dokumentarisme, meditation, bøn, protest, appel og aktivisme på én gang. Et stort kollektiv af musikere og forfattere og journalister har bidraget og det føles vigtigt: Det flerstemmige som nødvendighed; kollektivet som operativ form snarere end ideal. »jeg følte stor uro/og jeg vendte mig til mig selv/ jeg så lyset omkring mig/en større verden«): The Golden Light (Hymn). 

–– Jen Bervin lavede en bærepose af Shakespeares sonetter. Hun væver nye ‘net’ med selve teksten. Hver sonet bliver overleveret på ny. Jeg er i gang med at prøve at oversætte dem ud fra ældre danske oversættelser: 
 

Jen Bervin: Sonet nr. 63. 


Hvis du vil tilbringe mere af din søndag med Andreas' tanker, er her tre herlige interviews med ham. Et i Vagant om at øve sig i at se en bedre verden. Et andet i ATLAS især om litteratur og samtaler (vi må tage). Og et i Blekk om hans nye projekt, som handler om at genfortælle de gamle mytologier i lyset af miljøkrisen. Billedet nedenfor er fra Andreas' gendigtning af Mariæ Evangelium

Til vi skrives ved igen — alt godt,
Emmy Laura


Et uddrag fra Mariæ Evangelium.
 
 

Jordbo er tænkt som en inkluderende platform, så meld meget gerne tilbage med tanker, ideer, samarbejdsmuligheder eller hvad som helst – Giv lyd, jordbo. Og kender du en, som vil synes om Jordbo, send dem da herhen, hvor man kan skrive sig op til brevene.


Jordbo er et nyhedsbrev fra Føljeton og Emmy Laura Perez Fjalland med tanker om årstiderne, miljøet, bordet – og livet på Jorden her midt i en økologisk krise.


Du kan afmelde Jordbo her





Føljeton Dyrkøb 7 København K 1166 Denmark