Den måde, vi bebor kloden på i dag, er ingen selvfølge. Når vi studerer (for)historien opdager vi bæredygtige, langsigtede og resiliente alternativer. Måske skal faktisk vi lære at tænke “arkæologisk“ om fremtiden, som Mette Løvschal siger i dagens samtale.

Mette er lektor i forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet og Moesgaard Museum, og hun forsker blandt andet i hegn og landskabsgrænser i Nordeuropa og Østafrika. Lige nu leder hun et 5-årigt forskningsprojekt om de nordeuropæiske heders forhistorie — Anthropogenic Heathlands – som jeg det sidste halve år har været en smule involveret i projektet.

Dagens samtale handler om at tænke arkæologisk om fremtiden, om fælleder og om hvorfor hederne er et super spændende landskab:
 

Mette Løvschal, Mara North, Kenya.


–– Emmy Laura: Hvilken fortryllelse ville du kaste, hvis du kunne?

Mette: FN’s klimapanel, IPCC, udgav for to uger siden en rapport, der entydigt slår fast, at mennesket er årsag til den galoperende globale opvarmning og de deraf følgende “irreversible“ ændringer. Det sætter vores forhold til naturen og hinanden på spidsen: Hvordan skal vi bedst forvalte den plads, vi har til rådighed? Hvem er ’vi’? Og hvordan handler vi på dette faktum?
 
Det er selvfølgelig afgørende, at en række teknologier og politiske indgreb omgående bringes i spil for hurtigst muligt at nedbringe de negative aftryk af de måder vi lever på. Men vi bliver også nødt til at tænke på, hvad det er for et landskab, vi kommer til at stå med om 50, 100 eller 200 år.
 
Så jeg vil kaste en fortryllelse over de næste 200 år! Altså: at vi begynder at orientere os efter, ikke blot os selv og den kommende generation, men også århundrederne efter dem. At vi tænker “arkæologisk“ om fremtiden, dvs. i langsigtede, resiliente landskabsløsninger, med blik for det, der kræver plads eller går langsomt.
 
— Og at mennesker tænkes med ind i ligningen, ikke kun som et problembarn! Der findes alle mulige slags særlig natur, der trives under menneskers tilstedevær, forstyrrelser og pleje, fx overdrev, rigkær, strandenge, heder — og har gjort det i årtusinder. Det er, som om vi helt har glemt det.
 

Sepstrup Sande. Foto: Mette Løvschal.
 
Sepstrup Sande. Foto: Mette Løvschal
 


–– Emmy Laura: Vil du fortælle lidt om hedelandskaberne?

Mette: Selvom hederne i dag kan forekomme ret mennesketomme og udpinte, så har de i lange perioder af forhistorien været karakteriseret af ekstremt høj populationstæthed og særlige kulturelle traditioner. Også et hav af sjældne dyre- og plantearter trives eller tager midlertidigt ophold på heden — fx guldblomme, klokke-ensian, cypres-ulvefod, stor tornskade og mariehøne-edderkoppen. 

Hederne opstod på de sandede jorde i bondestenalderen (for omkring 5.000 år siden), da man begyndte at foretage omfattende fældninger af skovene. Og med tiden bredte hederne sig over store områder, hele vejen fra Norge og ned til Portugal.
 
De er ekstremt komplekse og foranderlige landskaber. Hvis man ikke jævnligt afgræsser og afbrænder dem, vil de springe i krat og senere i skov, typisk inden for en levealder. Alligevel viser pollendiagrammer, at en række heder forblev heder hen over 5.000 år. Det må betyde, at mennesker i en eller anden grad har været tilknyttet og forvaltet disse landskaber over ekstremt lang tid.
 

Randbøl hede. Foto: Mette Løvschal.
 
Rebild bakker. Foto: Mette Løvschal.
 

–– Emmy Laura: Og apropos vores forvaltning og tilknytning til de fælles landskaber er mange begyndt at tale om de såkaldte "commons" som en positiv model. Vil du ikke uddybe det?

Mette: Commons kan på dansk oversættes til fælled; det refererer til alt det, som deles eller varetages af mennesker, der er organiseret uden for de frie markedskræfter eller statsstyring. Altså det rum, vi har sammen og er fælles om. For eksempel skove, græsenge, havet og kysten. Eller knap så håndgribelige ting som kunst, viden, stilhed og ren luft.

Fælleden har også en social pendant i en “fælle“, en allieret, én man har noget “tilfælles“ med eller en social forpligtelse overfor. Commons omfatter på den måde både de fælles rum og de identitetsfællesskaber, der opstår uden om de etablerede systemer.
 
Commons-begrebet blev for alvor kendt med den nu afdøde nobelprismodtager og professor i økonomi, Elinor Ostrom. Før hende antog man, lidt firkantet, at enhver fælles ressource altid, før eller siden, ville kollapse fordi mennesker handler egoistisk.

Ostrom gav et overbevisende modsvar! Hun påviste – gennem en række omfattende studier af alt fra nepalesiske vandingssystemer til fiskere i Colombia – at commons kan være en ekstremt bæredygtig måde at varetage ressourcer på. En måde, som ikke ville kunne gøres af enkeltpersoner alene.
 
Etableringen af commons både som fælles rum og som sociale praksisser, der knytter os sammen – og sammen med naturen – ser ud til historisk såvel som nutidigt at kunne angive en central løsning på at navigere fælles i situationer med stor usikkerhed, som fx de klima- og miljøforandringer, vi står overfor.
 

Afbrænding, hedelandskab, Irland. Foto: Mette Løvschal.
 
Enebær. Sepstrup Sande. Foto: Mette Løvschal.

I bæreposen beder vi ugens gæst anbefale uundværlige bøger, ideer, vaner og værktøjer.


— Der findes over 4.000 heder i Danmark, mange af dem er i dag bittesmå og omgivet af plantager eller landbrugsland. Nogle af de lidt større er Nørholm Hede og Randbøl Hede.

— Al den arkæologi, der findes ude i landskabet og ikke bare inde på museerne! Min gode kollega Marianne Rasmussen har for nyligt udgivet bogen Danmarks oldtid i landskabet, om de mange fortidsminder, der er synlige og tilgængelige til fods — den er værd at køre efter.

— Inger Christensens digtsamling Verden ønsker at se sig selv. Bogen er i sig selv en bærepose af udkast og skitser, og der findes en masse landskab i hendes digte.

— Anna Tsing og co.’s Feral Atlas.

Moesgaard Museum, hvor jeg også arbejder, er et helt igennem særligt sted! Inde i selve udstillingerne har de formået at få en masse landskab ind: en hel bronzealderhøj og en offermose. Den næste særudstilling — Rus, vikinger i øst — åbner lige efter nytår.
 

Irsk hedelandskab. Foto: Mette Løvschal
 


 I sommer udkom Mettes hede-fotografier sammen min artikel Hedehyrdinderne i Husholdningsbogen for Radikal Omsorg i forbindelse med Laboratoriet for Æstetik & Økologis udstilling på Rønnebæksholm. Bogen kan også hentes/købes på Nørrebro. Desuden udkommer vores fælles artikel Heathland Living as Integrated Landscaping i The Preserve Journal her i efteråret.

Mange hilsner,
Emmy Laura
 

 

Jordbo er tænkt som en inkluderende platform, så meld meget gerne tilbage med tanker, ideer, samarbejdsmuligheder eller hvad som helst – Giv lyd, jordbo. Og kender du en, som vil synes om Jordbo, send dem da herhen, hvor man kan skrive sig op til brevene.


Jordbo er et nyhedsbrev fra Føljeton og Emmy Laura Perez Fjalland med tanker om årstiderne, miljøet, bordet – og livet på Jorden her midt i en økologisk krise.


Du kan afmelde Jordbo her





Føljeton Dyrkøb 7 København K 1166 Denmark