Europæisk briefing
fra Føljeton
03.06.20


Kære læser

”Hvad rager det egentlig os?”

Det er et af de spørgsmål, jeg forsøger at finde svar på i dagens udgave af Feuilleton.

For spørgsmålet er de seneste døgn blevet stillet ofte på de sociale medier, hvor nogle undrer sig højlydt over, hvad USA's problemer med racisme og politibrutalitet har med Europa at gøre. I flere europæiske byer er folk nemlig gået på gaden i støtte til de mange store amerikanske demonstrationer. Men er de europæiske demonstranter kun blevet lokket på gaden, fordi den amerikansk-kulturelle indflydelse er så stærk, at vi nogle gange glemmer, at Europa ikke er en amerikansk delstat? Eller har vi faktisk grund til at demonstrere i Europa? 

Jeg forsøger at finde ud af, hvorfor George Floyds død ”rager” os europæere. Og så ser jeg også på, om europæisk kultur kan overleve coronakrisen. Og om Skotland endelig har fundet sin vej ud af Storbritannien.

Her er dagens historier:

1) Kontinentet: Sort samvittighed

2) Kontinentet: Hvem redder det kunstneriske proletariat?

3) Skotland: Ind i krisen, ud af Storbritannien

/Andreas T. Kønig
 


Kontinentet: Sort samvittighed

46-årige George Floyd forsøgte gentagne gange at fortælle politibetjenten, at han ikke kunne trække vejret. Men betjenten flyttede ikke sit knæ fra den sorte mands hals, og ikke længe efter var Floyd død.

Anholdelsen, der øjensynligt udviklede sig til mord, har sat USA i flammer, billedligt og bogstaveligt. Voldsomme demonstrationer er brudt ud i hele landet, og oprøret har ført ildspåsættelser, plyndringer og hårde sammenstød med politiet med sig. Demonstranterne kræver ikke kun retfærdighed for George Floyd, de kræver retfærdighed i det hele taget. For USA har en lang og uhyggelig tradition for racemotiveret politibrutalitet og andre former for racisme. Demonstranterne mener, at George Floyd er et eksempel på endnu en lynchning, og nu forsøger de at fortælle alle, at ”black lives matter”. 

Oprøret er også nået til Europa. I flere byer, som fx Paris, Amsterdam og København, har der været antiracistiske demonstrationer i solidaritet med de sorte amerikanere, og på sociale medier bliver der postet helt sorte billeder, der skal symbolisere, at vi også her på kontinentet mener, at sorte liv betyder noget.

Men hvorfor er amerikanske raceoptøjer blevet en europæisk kampplads? Måske fordi det ikke udelukkende er et amerikansk problem. Også i Europa lurer racismen, og George Floyd bliver dermed ikke kun et symbol på et råddent amerikansk samfund, men også på et mere strukturelt problem i hele den Vestlige sfære.
 

Sort i EU

For et par måneder siden advarede en ekspertgruppe nedsat af Europarådet om, hvordan hate speech i stigende grad bliver ”trivialiseret” i Europa, samtidig med at man ser flere og flere racemotiverede ”hændelser”.

”Den stigende indflydelse fra ultra-nationalister og xenofobisk politik i Europa resulterer i en hadsk diskurs på de sociale medier, grasserende islamofobi såvel som antisemitisme og et klima, der bliver stadig mere ondskabsfuldt over for NGO'er, som forsøger at hjælpe udsatte grupper,” lød det i slutningen af februar fra ekspertgruppen.

Det er især hadet mod indvandrere fra mellemøstlige lande, der har fyldt i den europæiske debat, men ligesom i USA oplever personer med afrikanske rødder også udbredt racisme i Europa.

EU's styrelse for fundamentale rettigheder udgav i slutningen af 2019 en rapport med titlen ”Being black in the EU”. Her kan man læse, at en tredjedel af sorte personer i Europa har oplevet racistisk chikane inden for de seneste fem år. Tallene er dog meget forskellige fra land til land. Desværre ligger Danmark over gennemsnittet.

Rapporten viser også, at sorte europæere oplever, at deres hudfarve udgør et problem i mødet med ordensmagten. En fjerdedel af respondenterne har i løbet af de seneste fem år oplevet at blive stoppet af politiet, og af dem mener 41 pct., at de er blevet stoppet på grund af deres hudfarve. Under coronanedlukningen har fransk politi blandt andet været under hårde beskyldninger for at diskriminere sorte og brune.
 

Traoré kunne heller ikke får vejret

Netop i Frankrig lyder der da også i den grad et ekko af George Floyd-demonstrationerne. I hovedstaden Paris gik flere end 20.000 demonstranter tirsdag på gaden for at kræve retfærdighed for Adama Traoré. Han var en 24-årig ung sort mand, der i 2016 døde i politiets varetægt.

Traoré har de seneste år udviklet sig til et symbol på det, som sorte franskmænd oplever som racediskriminerende politibrutalitet. Traoré gemte sig i 2016 for politiet efter en uenighed om identitetskontrol. Han blev dog opdaget, og en af de tilstedeværende betjente har efterfølgende fortalte efterforskerne, at Traoré blev tvunget ned på jorden med tre politimænds samlede kropsvægt på sig. Han mistede herefter bevidstheden i en politibil og døde på en nærliggende politistation.

Fredag blev de tre politibetjente frikendt af retsmedicinere, der har fastslået, at Traoré ikke døde af kvælning men på grund af sit dårlige helbred. En medicinsk rapport bestilt af familien konkluderer dog det modsatte.

Vreden i Frankrig er således ved at nå kogepunktet. For når de hører om George Floyd, så mindes de Adama Traoré, og hvis du spørger de vrede franskmænd på gaden, så vil de med sikkerhed sige, at racisme og politibrutalitet ikke alene er et amerikansk problem. 
 

Lille kolonist

I Tyskland har man også for nylig diskuteret en sag om racisme. Dog af langt mere subtil karakter, der alligevel ifølge mange er et udtryk for den hverdagsracisme, som demonstranter over hele verden lige nu agiterer imod.

Det hele begyndte med en reklame for bilfirmaet Volkswagen på det sociale medie Instagram. Reklamen viste en gigantisk hvid hånd, der griber ud efter en sort mand, som ser ud til at være på vej ind i en ny, gul Volkswagen. Hånden skubber manden væk fra bilen og knipser ham i stedet ind i en restaurant, der har navnet Petit Colon. Det kan oversættes til ”lille kolonist”. Til sidst i reklamen ser man noget skrift fade op. Da alle bogstaver er synlige står der ”den nye golf” på tysk. Men i et splitsekund forinden står der blot ”neger” på skærmen.

Videoen førte til en mindre skandale i Tyskland, og bilmærket blev nødt til hurtigt at trække reklamen tilbage og komme med den ene undskyldning efter den anden. En talsperson for firmaet sagde fx om reklamen: ”Den er en fornærmelse mod ethvert anstændigt menneske. Vi skammer os over den, og vi kan ikke forklare, hvordan det er sket. Vi undskylder i særdeleshed til dem, der er blevet personligt ramt af det racistiske indhold.”

For nogle kan det synes som en lille ting med sådan en bilreklame. Men når den har vakt så megen opmærksomhed, så skyldes det, at Tyskland de seneste år har oplevet stigende problemer med voldsom racisme. Siden Anden Verdenskrig har det store europæiske land om nogen forsøgt at dæmme op for racehad, men indsatsen lader til at være slået fejl. For der dukker flere og flere eksempler på uhyggelige nynazistiske terrorangreb og racemotiverede hate crimes op i vores naboland.
 


Kontinentet: Hvem redder det kunstneriske proletariat?

”Hvad synes du egentlig om pyramiderne?”

Det er et af denne verdens mest vanskelige spørgsmål at svare på. Det lyder så uskyldigt. Især fordi det ofte bliver stillet af en venligt udseende franskmand, der med et skævt smil peger mod arkitekten I.M. Peis glaskonstruktioner midt i Louvre-museets gård. Men der er intet rigtigt svar. Du kan svare, at de er grimme. Men da vil franskmanden blive fornærmet over din manglende respekt for et af Paris' kendte vartegn. Du kan svare, det er flot. Men da vil franskmanden blive fornærmet over din totale mangel på æstetisk sans, for kan du da ikke se, at denne glasbæ er en skamplet på de fantastiske kunstskatte, som museet gemmer på?

Man kan kun håbe, at pariserne i disse dage føler, at pyramiderne er mere vartegn end skamplet. For lige nu er de det eneste, man kan se på Louvre. Museet er lukket på grund af COVID-19, og på slottets gange flakker Mona Lisas øjne uden at ramme en eneste beskuer.

Paris uden Louvre er ikke rigtig Paris. Ligesom London uden det pludselige brøl fra et nærliggende fodboldstadion en søvnig søndag ikke rigtig er London. Men det er sådan, det er lige nu. I hvert fald lidt endnu. For mens virussen er på retræte, begynder kulturlivet forsigtigt at åbne op igen. Dog kun dele af kulturlivet og med alverdens restriktioner.

Det har sparket en europæisk debat i gang. For mens der er stor fokus på at redde liv og økonomi, mener kritiske ryster, at det europæiske åndsliv er negligeret og nu næsten er blevet kvalt af coronaen. Frygten er, at genåbningen ikke er nok til at redde kultursektoren.
 

Rød maling, røde tal

At kulturlivet har været hårdt ramt af pandemien er der ikke megen tvivl om. Netværket for europæiske museumsorganisationer har lavet en undersøgelse, der viser, at europæiske museer har set en nedgang i indtægter på op imod 80 pct. som følge af coronakrisen. Generelt er kunstmarkedet svært påvirket. Europæiske kunstgallerier forventer faldende indtægter på omkring 66 pct., og langt størstedelen af galleriernes personale er blevet sendt hjem – mange steder heldigvis med lønkompensation.

Det er ikke kun museer og gallerier, det er gået ud over. Biografer har været lukket. Spillesteder har været lukket. Teatre har været lukket. Sportsindustrien har været lukket. Alt har været lukket. Og selvom genåbningen de fleste steder er begyndt, så står problemerne stadig i kø.

Overalt er der  strikse begrænsninger for, hvor stort et publikum der må lukkes ind til forestillinger og deslige. Store arrangementer som fodbold og koncerter kan således slet ikke afholdes, og selv de steder, hvor publikum kan lukkes ind, er der frygt for, at folk ikke i tilstrækkelig grad møder op. For frygten for corona har sat sig i os.

Kigger man på Sverige, hvor samfundet ikke har været lukket ned i samme omfang som mange andre steder, så har kulturlivet også her mærket en stor nedgang. Svenskerne har fx måttet gå i biografen under hele pandemien – dog er der en begrænsning på 50 mennesker i salen. Men som man kan læse i Financial Times, så har 50 sæder været for meget for biograferne. Folk er ikke mødt op, og det kan være en indikator på, at bare fordi kulturen nu genåbner, så betyder det ikke, at folk møder op. Dermed kan der være udsigt til en længere periode med lavvande i kulturlivets kasser.
 

Det kulturelle proletariat

I mange europæiske lande er der blevet søsat hjælpepakker for at redde det plagede kulturliv. Men en yderligere udfordring er, at kultur ikke bare er kultur. Det er en industri plaget af ekstrem ulighed. For nok mister kunsthandleren millioner i disse dage, men vedkommende er sandsynligvis så rig, at han eller hun nok skal klare den. Værre står det til for musikeren, der ernærer sig ved at spille sørgelige fædrelandssange på den lokale beværtning. For selvom det er sidstnævnte, der har mest brug for pengene, så er det oftest førstnævnte, der får udbytte af hjælpepakkerne. Sådan lyder det i hvert fald i en kommentar, der blev bragt i sidste uge i den lettiske avis Neatkarīgā:

”Hvad skal man gøre som freelancekunstner, hvis man er afhængig af events og koncerter? Deres lommer er tomme ... Vores mest succesfulde band, Brainstorm, har mindst at brokke sig over ... Vores kulturministerium har kompenseret gruppen for en aflyst turné i Rusland. Og andre, der har fået kompensation, er heller ikke blandt de fattigste. Hvilken kompensation får den musiker, der ikke længere kan spille til bryllupper, til fester og på barer?”

Flere steder i Europa har debattører fået travlt med at understrege over for politikerne, er det er vigtigt, at det ikke kun er det etablerede kulturliv, der overlever. Fx skriver Igor Bratož i den slovenske avis Delos, at ”tiden er kommet, hvor de forsigtige regeringer må vise deres værd. De må yde hjælp og støtte til det kunstneriske proletariat ... De må bruge deres fantasi og vise, hvordan ikke-institutionel kultur, der er lige så vigtigt som det, der støttes af systemet, kan holdes i live.”

Problemet er måske, at politikere i Europa alligevel får forvekslet kultur med økonomi. For nok er de store foldboldstadions vigtigere end de små teatre, når det kommer til BNP, men kunst handler ikke bare om ussel mammon. Det handler om følelser, identitet og om at være menneske, hvilket den britiske komiker og forfatter Shappi Khorsandi minder alle om i den britiske avis The Independent:

”Kunstbranchen synes at at være bunden af fødekæden, når det kommer til, hvilke industrier der bliver hjulpet på fode igen. Det blev annonceret i dag, at fodboldspillere kan vende tilbage til træningen. Selvfølgelig er fodbold en stor industri, men passionen, som folk føler for fodbold, og de følelser, som fodbolden vækker, er ikke langt fra dem, man finder i teatret. Det betyder noget for fans at se fodbold på stadion. Jeg forstår det godt. Vi har behov for det, og vi har behov for teatret ... Teater er ikke en luksus. Vi har behov for at kunne opleve kunsten live. Er vi da overhovedet mennesker uden?”
 

 
Skotland: Ind i krisen, ud af Storbritannien

I begyndelsen af coronaudbruddet kunne Storbritanniens premierminister sole sig i den statsmandseffekt, der fulgte med krisen. I en national undtagelsestilstand har befolkningen brug for at smide politiske uenigheder væk og samle sig om deres leder, og det fik Boris Johnson til bare at stige og stige i popularitetsmålingerne. Men hans hvedebrødsdage er forbi.

Briterne er hastigt ved at ramme 50.000 coronarelaterede dødsfald, og nu er befolkningen begyndt at pege fingre ad de ansvarlige. Johnsons regering kritiseres for ikke at have udvist rettidig omhu, og premierministerens tætteste rådgiver er blevet taget i ikke selv at overholde regeringens hårde coronarestriktioner. Det giver et billede af en magtelite, der kan udstikke regler for andre, men ikke gider at overholde dem selv, og det er ikke noget, der har pyntet på Johnsons image.

Johnson har altså meget at tabe: fx sin nærmeste rådgiver og på sigt sit job som premierminister. Men han skal også begynde at frygte for, om coronakrisen kan føre til, at han bliver den britiske premierminister, der tabte Skotland.

For mens manden med høstakhåret jages med høtyve i London, så er den politiske leder i Skotland Nicola Sturgeon anderledes populær. En ny måling viser, at 82 pct. af skotterne mener, at formanden for det skotske nationalistparti har håndteret coronakrisen godt. Modsat mener kun ca. 30 pct. af skotterne, at Boris Johnson har håndteret coronakrisen korrekt.

Sturgeon håber utvivlsomt, at hun kan konvertere sin popularitet til stemmer, når der er valg til det skotske parlament næste år. For hvis hendes nationalister kan få absolut flertal i parlamentet, så vil hun står klar til at udskrive en folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien.

Men som Politico skriver, er den langt fra hjemme for Sturgeon. For selvom de nuværende målinger peger i retningen af et skotsk brud med Storbritannien, så kan den dårlige økonomi, der følger efter sundhedskrisen, ende med at slukke selvstændighedsdrømmene. For en dårlig skotsk økonomi kan gøre det åbenlyst, hvor stor og vigtig en spiller London faktisk er for Skotland. Skotterne har nemlig hverken deres egen centralbank eller møntfod, og derfor er det svært at sige præcis, hvordan de selv ville have klaret sig igennem en økonomisk krise.
 

Velkommen til bunden. Til enden på denne udgave af Feuilleton.

Det var ikke mange gode nyheder, jeg havde til dig i dag. Heller ikke i dag. Men som de gode europæere, vi er, holder vi os jo kørende på Weltschmerz. Måske kan du muntres lidt op med denne skønne reportage i New York Times fra de genåbnede parisiske cafeer.

”Pariserne kunne igen sætte sig ned sammen hver for sig. De kan være selskabelige uden at komme for tæt på hinanden, et fransk ideal ... De kan blive siddende i timevis, hvis de har lyst – den grundlæggende forskel mellem franske cafeer og deres transatlantiske modpart.”




Feuilleton er Føljetons Doppelgänger, hvor Andreas T. Kønig hver anden uge tager dig med på roadtrip gennem europæisk politik, kultur og idédebat.

Du er velkommen til at sende den videre.

Man kan skrive sig op til Feuilleton her
Og du kan afmelde vores mailen her

Føljeton Dyrkøb 7 København K 1166 Denmark
Føljeton 2020