|
|
|
|
|
|
Line Bak Markvard på vej ud med en barselskurv.
|
|
|
|
Friske og indsamlede urter og planter til børnenes mad i børnehaven. Foto: Line Bak Markvard
|
|
|
–– Emmy Laura: Hvad er mad?
Line: Absolut en måde at give omsorg på. Både til mig selv og til andre: børnene i børnehaven, hvor jeg arbejder som madmor, de nybagte mødre, jeg leverer efterfødselskurve til og til de mennesker, jeg holder allermest af. Men mad er også et slags oprør. Jeg er vokset op med boller i karry på dåse, så jeg er meget optaget af at skabe mine egne, autentiske madtraditioner, som jeg på et tidspunkt vil kunne give videre til nogle børn.
–– Emmy Laura: Hvilken fortryllelse eller forbandelse ville du kaste, hvis du kunne?
Line: Jeg vil gerne kaste en fortryllelse over fødegangene på landets hospitaler. Vi lever i et af verdens mest privilegerede samfund, men alligevel hører man igen og igen om traumatiske fødsler og nybagte mødre, der ikke får den nødvendige opmærksomhed, fordi ressourcerne er knappe. Det er blandt andet også derfor, at jeg laver efterfødselskurve. Fordi jeg gerne vil bidrage til mere efterfødselsomsorg. Heldigvis har Region Hovedstaden netop vedtaget, at kvinder kan blive på hospitalet i op til to døgn efter, de har født. Mere af det!
|
|
|
|
En af Lines efterfødselskurve fuld af vidunderligt lækker og nærende mad til den nybagte mor. Billedet er fra i sommer.
|
|
|
–– Emmy Laura: Hvilket landskab drømmer du om at befinde dig i?
Line: Lige siden min kæreste og jeg kom hjem fra en måneds rundrejse i Sydkorea for to og et halvt år siden, har jeg længtes efter at komme tilbage. Det er det mest vidunderlige land med den mest vidunderlige madkultur. Alle deres boblende kimchier, deres glohede supper, deres møre kød, deres smukke dumplings (som de kalder mandu), deres bønnedesserter, deres fine grønne te. For slet ikke at tale om de kuperede landskaber på Jeju, stranden i Busan, caféerne i Seoul og de gamle huse i Jeonju.
|
|
|
Kimchi i Sydkorea. Kimchi er en asiatisk, især koreansk, stærkt krydret version af den europæiske kraut. Fermenteringskunsten er en af verdens ældste praksisser til at forlænge madens holdbarhed og nuancere smagsoplevelsen. Man har muligvis opdaget fermenteringens forvandlingsevne for omkring 9.000-10.000 år siden ved Asiens kyster, hvor man observerede grøntsager hendø i havets saltvand. Foto: Line Bak Markvad
|
|
|
Et billede af husene i Jeonju. Foto: Line Bak Markvad
|
|
|
–– Emmy Laura: Er du særligt optaget af et fænomen, værktøj, plante, dyr, organisme eller himmellegeme for tiden?
Line: For tiden er jeg meget optaget af beholdere i alle mulige afskygninger: kurve, patentglas og barselspotter. Især barselspotter. Man ved, at der helt tilbage fra 1600-tallet har været tradition for, at nybagte mødre har fået leveret supper og grød af byens øvrige kvinder. Det synes jeg, er helt fantastisk at tænke på, og det er netop den tradition, jeg forsøger at ære med mine egne efterfødselskurve. Der er få originale barselspotter til salg på Den Blå Avis. Nogle af dem, de ædleste, er ret dyre, men jeg fandt forleden en til 100 kr. Den første i en forhåbentlig stor samling.
|
|
|
–– Emmy Laura: Hvilken opskrift på næring, hvile eller genopladning er en del af dit liv nu som ikke var det før 2020?
Line: Jeg har egentlig længe drukket urtete, men det seneste år er det blevet et fast hverdagsritual. Hver aften overhælder jeg forskellige urteblandinger med kogende vand, og så ryger de i køleskabet natten over. Morgenen efter sier jeg urterne fra, lader teen stå nogle timer på køkkenbordet, og så har jeg urtete til resten af dagen. Hvis jeg trænger til lidt varme, hælder jeg blot lidt nykogt vand på. Og så har min kæreste og jeg også en fast fredagsmenu, som er verdens bedste at sunde sig på efter en lang uge: laksebøffer fra Haralds Fisk og flødeboller fra Anker Chokolade. Flere af vores venner er allerede hoppet med på den.
|
|
|
|
Forskellige urter til te og infusioner. Foto: Line Bak Markvard.
|
|
|
|
|
|
I bæreposen beder vi ugens gæst anbefale uundværlige bøger, ideer og værktøjer. Her kommer Lines anbefalinger.
|
|
|
–– Dea Trier Mørchs forfatterskab – det hele og ikke kun Vinterbørn.
–– Vaserne i Holte og Feddet ved Præstø på Sydsjælland er mine natur-tilflugtssteder.
–– Anne fra Grønnebakken. Helst den gamle serie fra 1985, men den nyere Netflix-version er faktisk også ret god. Jeg så den sidste januar, og skal snart se den igen..
–– Smør. Jeg elsker smør. På alle mulige måder: som ghee, brunet med tilsat appelsinskal, pisket, saltet eller rørt med urter.
–– Kog dine egne fonder, for eksempel på høns fra Søtoftes Gårdmejeri eller kraftben fra Birkemosegaard. Jeg har dem med i alle mine efterfødselskurve og slapper bedst af, hvis også jeg har nogle på køl til mig selv.
|
|
|
|
En hønsefond under tilblivelse. Foto: Line Bak Markvard.
|
|
|
|
|
|
Lines ideer og opskrifter får altid min mund til at løbe i vand og får livet til at virke overkommeligt. Næring, restitution og forkælelse må der til; noget det forgange år har lært mig vigtigheden af. Jeg øver mig stadig!
Da jeg sidste år sendte det første Jordbobrev afsted 2. ferbruar, skrev jeg om en usikker fremtid. Skrev, at vi her midt i en biodiversitetskrise og store vejrlige forandringer med brændende kontinenter, smeltende is og muterende bakterier ikke ved, hvor vi er på vej hen. Men vi er her, og vi må lære, hvordan vi opretholder en beboelig jord.
Den vrede og afmagt, der rumsterer i mig, forsøger jeg at omsætte og kanalisere ud i forskning, undervisning og formidling. Vende sorgen til omsorg, som Andreas Eckhardt-Læssøe, så fint skrev det i Det skal nok gå.
Med Jordbo fortsætter jeg med at samle og dele videnskabelige, sanselige og praktiske erfaringer og fortællinger, som ser nærmere på jordbolivet i al dets mangfoldighed. Skønt som ækelt, kærligt som besværligt.
Og mens jeg søger flere forskningsmidler, har jeg heldigvis fået mulighed for at se lidt nærmere på tangkultur samt følge nogle hyrdinder på heden.Det glæder jeg mig umådeligt til!
Med Jordbos voksende tilslutning tør jeg håbe på, at Jordbo også har kunnet være en meningsfuld ledsager i et på mange måder uforglemmeligt år.
Tak, fordi I læser med.
Til vi skrives ved igen - alt godt,
Emmy Laura
|
|
|
PS. Du kan støtte Jordbo på platformen 10er frivilligt og med lige præcis det beløb, der passer dig. Jordbo er omhyggeligt og aldrig forhastet. Det tager tid og kræfter. Det er vidunderligt og meningsfuldt arbejde for os, og tilslutningen er rørende god. Tak til alle jer, der allerede støtter direkte – eller ved at abonnere på Føljeton. Jeg er uendeligt taknemmelige for alle bidrag!
|
|
|
|
|
|
|
|
