Kan zombie-formalisme redde verdens kunstinstitutioner? 💀

En tidligere brevdue er blevet solgt i Belgien for rekordbeløbet 12 mio. kr. Vi skriver bevidst ‘tidligere’, for duen gik på pension for to år siden, og så er der vel ikke længere nogen grund til at snakke om breve og postgange og den slags, er der? Nu er det bare en due.

Men New Kim, der vandt en række mellemdistancekonkurrencer i 2018, er ikke nogen almindelig due, åbenbart. Ejeren havde sat den til salg på auktion for 200 euro, men to velhavende kinesiske købere begyndte at overbyde hinanden, og pludselig var New Kim blevet noget af en guldfugl for den belgiske sælger, der ifølge nyhedsbureauet Reuters var ”i chok” over de mange rare penge. Brevduer kaldes jo traditionelt for den lille mands travhest.

Det er ikke første gang, at en tidligere mesterskabsbrevdue bliver solgt til en rig kineser. Sidste år røg den pensionerede stjernebrevdue Armando (i folkemunde: ”brevduernes Lewis Hamilton”) for 9,3 mio. kr.

Nu er det virkelig ikke, fordi vi skal snakke om brevduer i dagens udgave af Føljeton. Vi skal tale om penge, kunst og kriser – og ville bare bruge New Kim og Armando som et instruktivt eksempel på, at værdiansættelse af levende væsner og genstande nogle gange er totalt tilfældig.

Museer under pres

Verden over er kunsthaller og museer hårdt presset på økonomien af coronapandemien, og et ubekvemt spørgsmål trænger sig mere og mere på: Skal man sælge lidt ud af arvesølvet – kunstgenstande, som længst afdøde honoratiores har givet til gavn og glæde for offentligheden – for at holde skindet på næsen? Kan man overhovedet tillade sig det?

I begyndelsen af oktober kom det frem, at det kriseramte Royal Opera House i London havde besluttet sig for at sælge maleriet A Portrait of Sir David Webster, som David Hockney (f.1937) malede i 1971. Portrættet blev siden solgt hos auktionshuset Christie’s for 106 mio. kr. Salget skete ikke med Hockneys gode vilje, men operahuset havde i den grad brug for likviditet.

Også hos den britiske kunstinstitution Royal Academy of Arts har man ifølge The Observer gået med overvejelser om at sælge Michelangelos 515 år gamle marmorskulptur Taddei Tondo, fordi det kan redde 150 jobs. Men det er jo næsten ikke til at bære. Skulpturen blev givet til Royal Academy efter ejerens død i 1829, og da den store britiske maler John Constable (1776-1837) i sin tid så den, skal han have sagt, at det er ”et af de smukkeste eksisterende kunstværker overhovedet”.

Tidligere på året tog den canadiske forfatter og journalist Malcolm Gladwell netop dette tema op i sin populære og anbefalelsesværdige podcast Revisionist History. Han havde bemærket, at Metropolitan Museum of Art i New York City var begyndt at tage entré for besøgende, som ikke bor i delstaten New York. Museet havde et underskud på 250 mio. kr. og måtte fyre 90 ansatte og aflyse programsatte udstillinger.

I podcasten tager Malcolm Gladwell fat på det paradoks, at museet samtidig råder over en af verdens største kunstsamlinger, som måske har en samlet værdi af 100 mia. dollars. ”The Met er måske den rigeste nonprofit-institution i menneskets historie,” funderer Gladwell. ”Alt, hvad de behøver at gøre, er at vælge et par ting fra hylderne, og så ville de aldrig have underskud igen. Det svarer til, at Jeff Bezos fyrer sin gartner, fordi han mangler kontanter. Bare gå hen til kontantautomaten, Jeff. Men de kunne ikke gøre det. De ville hellere fyre medarbejdere og tvinge familier på fire hoste op med 100 dollars ved indgangen end overhovedet at tænke på at skille sig af med en eneste af deres ejendele.

Gladwell undersøger så, hvad det er for indbyggede mekanismer, der gør, at det er så svært for museer at skille sig af med kunstgenstande. Han sammenligner dragerne i eventyrene, som ligger og passer på guldskatte til ingen verdens nytte.

Hvad er det rigtige at gøre? Det er svært at sige. Her på Føljeton har vi et bud på en løsning. Identificér de 30 nulevende kunstnere i verden, som sælger allerbedst og bed dem hver især om at lave noget kunst. Det må gerne gå hurtigt. Det behøver ikke at tage mere end en dag pr. værk. Sig til dem, at det ikke nødvendigvis skal være i deres personlige stil.

Det må meget gerne være den dødssyge, åndløse genre, som den amerikanske kunstner og kunstkritiker Walter Robinson (f.1950) i et essay i 2014 døbte ”zombie-formalisme”. Det vil sige, det skal smage af noget uden rigtig at være det. Alene navnene på disse stærkt sælgende kunstnere vil tiltrække en masse nyrige russere, ukrainere og kinesere, som kan hænge værkerne på deres hvide vægge. Pengene af salget samles i en stor pulje og deles ud til verdens kriseramte kunstinstitutioner. Det er bare en idé. /Oliver Stilling

Preben redder igen Føljetons fødselsdag

Historien gentager sig – første gang som tragedie, anden gang som farce. Ovenstående billede er hentet fra den udgave af Den Daglige Føljeton, der i dag er præcis to år gammel. Den skarpe læser vil allerede nu have regnet ud, hvad det betyder: Føljeton fylder i dag fem år! Men ak, igen i år lykkedes det hele redaktionen at møde ind på kontoret uden at have husket årsdagen. Heldigvis endte det dog som hverken tragedie eller en farce. For selvsamme Preben Kolringen har igen i år sendt os en besked, lige så kort og præcis som sidst, hvor han ønsker os tillykke med fødselsdagen. Tak igen, Preben! Vi tales nok ved næste år.

Peru er ramt af politisk kaos

Martín Vizcarra havde meget, han skulle overbevise den peruvianske befolkning om, da han i 2018 blev indsat som midlertidig præsident for landet. Han overtog posten fra den skandaleramte Pedro Pablo Kuczynski, der var blevet viklet ind i sager om korruption og køb af stemmer, hvilket fik ham væltet som præsident. Og Kuczynski var bestemt ikke den første peruvianske leder, der har sluttet sin præsidentperiode på en sådan måde. Peru har nemlig en lang lidelseshistorie, når det kommer til præsidenter.

I 2000 måtte præsident Alberto Fujimori fx flygte fra Peru til Japan, efter han var blevet viklet ind i en stor skandale omhandlende korruption og brud på menneskerettighederne. Han endte senere i fængsel.

Så langt nåede den tidligere præsident Alan Garcia ikke. Han begik selvmord i sit hjem i 2019, da politiet gjorde klar til at anholde ham for korruptionsanklager.

I sidste uge måtte Martín Vizcarra så også forlade posten på grund af korruptionsanklager. Vizcarra blev væltet af et mistillidsvotum i parlamentet, fordi parlamentets politikere beskylder ham for at have modtaget bestikkelse, den gang han var guvernør i en mindre region i det sydlige Peru.

Dermed ligner Vizcarra blot endnu en politiker i den skandaleombruste præsidentrække. Men denne gang er der noget, som er anderledes. For Vizcarra har folket på sin side. En meningsmåling fra Ipsos viser, at 78 pct. af befolkningen modsætter sig parlamentets beslutning om at fælde Vizcarra. Ifølge Financial Times er den peruvianske befolkning fortørnede over, at parlamentet bruger tiden på at fjerne den alligevel midlertidige præsident og ikke i stedet forsøger at få bugt med coronavirus og den medfølgende økonomiske krise, der har ramt Peru hårdt.

Desuden er mange overbeviste om, at det ikke var korruptionsanklagerne mod Vizcarra, der væltede ham. Det var nærmere Vizcarras korruptionsanklager mod parlamentet. En stor del af politikerne i det peruvianske parlament bliver undersøgt for anklager om korruption, og Vizcarra har gjort sig til forkæmper for at få udryddet den korruptionssygdom, der i stor grad hærger politik i Peru.

Vizcarra blev afløst af Manuel Merin – en levebrødspolitiker fra centrum-højre, der ved afsættelsen af Vizcarra fungerede som formand for parlamentet. Ham kunne store dele af befolkningen ikke leve med, og det satte gang i omfattende demonstrationer i landet. Demonstranterne mener, at Merin og hans politiske støtter har kuppet sig til magten for at give sig selv en god platform op mod valget i 2021. Merin har også tidligere talt for afsættelsen af Vizcarra. Dengang forsøgte han at overbevise militæret om, at de skulle være på hans side i afsættelsen af præsidenten, og det har ikke ligefrem hjulpet på anklagerne om, at det var et kup, som Merin foretog i sidste uge.

Hvis det var et kup, var det ikke særligt vellykket. For i går, efter sølle 5 dage på posten, trak Merin sig som præsident. Det sker, efter to demonstranter er blevet dræbt i sammenstød med politiet, da de gik på gaden for at kræve Merins afgang. Der meldes også om mange sårede demonstranter, og menneskerettighedsgrupper har i følge Financial Times kritiseret myndighedernes overdrevne brug af magt.

Peru er nu kastet ud i politisk kaos. Landet skal have sin fjerde præsident på mindre end tre år, og det står endnu ikke klart, hvem arvtageren bliver. I en video på de sociale medier foreslår den peruvianske forfatter og nobelprisvinder, Mario Vargas Llosa, at afløseren bliver en politiker udefra, der ikke har taget del i at fælde Vizcarra. Det kan være en løsning, men det er ikke sikkert, at parlamentet vil gå med til det.

Uanset hvem der bliver ny præsident, står vedkommende overfor en gigantisk udfordring. Peru er det land i verden, hvor dødligheden af corona er næststørst, når man måler det pr indbygger. De overgås kun af Belgien. Samtidig satte Vizcarra i foråret gang i en omfattende nedlukning af landet, der har rystet økonomien voldsomt. En ny præsident skal forsøge at løse de problemer, mens vedkommende også skal forsøge at berolige de vrede demonstranter, der utvivlsomt er klar til at vælte en præsident mere, skulle de finde det nødvendigt. /Andreas T. Kønig

Sneboldkampens tidløse glæde

I 1897 optog Lumière-brødrene et lille klip af en sneboldkamp i Lyon. Klippet har hidtil været, som filmoptagelser fra dengang er flest: I sort-hvid og i et mærkeligt tempo. Men takket være moderne internet-magi kan sneboldkampen nu ses, som var den en (næsten) nutidig videooptagelse – og resultatet er faktisk fortryllende. Vi lader New York Times få ordet herfra: ”At se den her sneboldkamp, at se menneskene i den så fulde af liv, er en dyrebar gave af perspektiv. Vi er dem. De er os. Vi vil også forsvinde. Vi vil blive abstraktioner, som fremtidige generationer kan gruble over. Og den vished, i 2020’s virvar, føles forankrende.”

Tankevækkeren

Hvad har store tænkere som Aristoteles og Martin Heidegger til fælles? At de studerede under to tilsvarende store tænkere (henholdsvis Platon og Edmund Husserl). Og hvad så med Husserl selv? Jo, nu skal du bare høre … Under tesen om, at de mest geniale mennesker som regel har de mest geniale lærere, fortæller Aeon om tyske Franz Brentano. For selvom Brentano i dag ikke er videre velkendt, har han faktisk influeret folk som Sigmund Freud og Edmund Husserl med sin undervisning – for nu bare at nævne et par stykker.

Uddannelseseventyr blev skudt i mink

Det er ikke sjovt at være mink for tiden (det har det nok aldrig været), ligesom det heller ikke er sjovt at være minkavler. Men hvad så med dem, der gerne vil lave noget med mink, men endnu ikke er nået dertil? Ja, det er skam også en trist historie. TV2 Øst har talt med den 22-årige Frederik Jensen fra Sørbymagle, der har brugt fire et halvt år på en landbrugsuddannelse med øjnene fast rettet mod pelsdyret. ”Jeg har brugt hele mit liv på at gå 110 procent efter mink. Det er det eneste, jeg har tænkt på”, fortæller den unge minkentusiast blandt andet. Nu aner han ikke, hvad fremtiden skal bruges på. Det må være sådan, det føles at blive flået.

Kære læser

Museer under pres

Preben redder igen Føljetons fødselsdag

Døgneren

Nyhedsanalysen

Peru er ramt af politisk kaos

Det bedste vi har set

Sneboldkampens tidløse glæde

Tankevækkeren

Uddannelseseventyr blev skudt i mink

Et sidste ord