Hvilken fødselsdag! I dag skulle statsminister Mette Frederiksen have fejret sin 43. fødselsdag – men først gik fødevareminister Mogens Jensen af, og så skulle ministerkabalen lægges om. Dernæst blev et familiemedlem smittet med corona, så måtte overdragelsesceremonien på Amalienborg udskydes. Ja, det er mildest talt nogle møgdage for Frederiksen.

S-regeringen står i sin hidtil største krise, og de to redegørelser om den ulovlige instruks om masseaflivning af mink, som Fødevareministeriet offentliggjorde i går, mindsker ikke presset på statsministeren. Tværtimod har den borgerlige opposition indledt et stormangreb på Mette Frederiksen. Lykken er vendt for Danmarks commander-in-chief.  

Læs i dagens /dkpol først om balladen på Borgen, hvor minkskandalen har skabt samling i blå blok – for første gang. Og dernæst om den noget mindre dramatiske ministerrokade i dag, hvor Rasmus Prehn er blevet udnævnt til ny fødevareminister og Socialdemokratiets gruppeformand Flemming Møller Mortensen rykker ind som ny udviklingsminister.  

1) Blå blok lugter blod

2) Gylletank af møgsager

Blå blok lugter blod

Krisen for statsminister Mette Frederiksen slutter langtfra med fødevareminister Mogens Jensens afgang – indsættelsen af Rasmus Prehn som afløser. Tværtimod har en samlet blå blok erklæret åben krig mod S-regeringen, og den intensiverede ballade kan hurtigt gøre det ubekvemt for også støttepartierne at skulle forsvare regeringstoppen.

De borgerlige partier har pludselig fået en fælles sag at kæmpe for: Redegørelserne fra Miljø- og Fødevareministeriet har givet partilederne i blå blok skyts til at gå direkte efter statsminister Mette Frederiksen (S). I første omgang er målet at skabe maksimal tvivl om S-regeringens troværdighed og i yderste konsekvens at udløse et nyvalg i utide.

Efter en lang periode med coronavåbenhvile på Christiansborg er fronterne igen blev trukket skarpt op. De borgerlige partier ser således kun ofringen af fødevareminister Mogens Jensen som et afsæt til at indlede et frontalopgør med hele den socialdemokratiske regering.

Blå blok mener, at de mange opsigtsvækkende detaljer i redegørelsen trækker røde tråde helt op i toppen af Statsministeriet.

Den enes død er den andens brød. Efter et turbulent år, hvor der indledningsvist herskede enighed på Christiansborg om coronapolitikken, og hvor de borgerlige partier brugte alle kræfter på at bekæmpe hinanden indbyrdes, har minkskandalen skabt sjælden samling i blå blok. Med ét slag er de mange interne slagsmål blandt de borgerlige blevet annulleret og afløst af en fælles offensiv:

”Det er statsministeren, som har ansvaret for den ulovlige ordre. Hun traf beslutningen, og hun greb ikke ind og stoppede det, da hun blev opmærksom på, at det var ulovligt. Sagen stopper derfor ikke med Mogens Jensens afgang. Behov for en undersøgelseskommission,” skriver Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter.

For første gang siden valget sidste sommer taler alle fem borgerlige partiledere med én stemme. De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der selv har været syg med COVID-19, og hvis parti står til en betydelig vælgerfremgang, er mere end parat til valg: ”Det var statsministeren, som traf beslutningen. Hun bærer ansvaret”.

Allermest krigerisk er Nye Borgerlige, som ifølge flere meningsmålinger står til noget nær en fordobling. Partileder Pernille Vermund truer med at fremsætte et egentligt mistillidsvotum mod statsminister Mette Frederiksen i folketingssalen. Efter at have støttet S-regeringen under den hidtidige coronabekæmpelse, skriver Vermund nu:

”Sagen stopper ikke her. Det lovbrud, som Mogens Jensen er skyldig i, har Mette Frederiksen også begået. Hun må nødvendigvis sammen med resten af regeringen gå af og udskrive valg”.

Redegørelsen afslører, at seks ministre 1. oktober blev advaret om manglende lovhjemmel ved masseaflivning af mink uden for smittezoner. Da det samtidig var statsminister Mette Frederiksen selv, der ultimativt traf beslutningen om at iværksætte ordren på et møde i regeringens koordinationsudvalg en måned senere, har de borgerlige partier faktisk et grundlag at føre deres valgkampagne på.

Selv om ingen uden for regeringstoppen på nuværende tidspunkt ved, hvor meget statsministeren og hendes departementschef, Barbara Bertelsen, reelt vidste om det manglende lovgrundlag, kan det endnu heller ikke udelukkes, at de blev mundtligt orienteret om de indtil flere skriftlige advarsler, der er indgået i sagsbehandlingen.

Og alene tvivlen om Mette Frederiksens rolle kan de borgerlige partiledere udnytte til at øge det politiske pres på regeringens tre støttepartier, som hver for sig vil kunne afgøre det retlige efterspil.

Hvis blot ét af de tre støttepartier også kræver svar på de mange uafklarede spørgsmål, som redegørelsen rejser, kan situationen hurtigt udvikle sig foruroligende for statsministeren. For så vil der være et snævert flertal i Folketinget for at nedsætte en undersøgelseskommission i stil med den Instrukskommission, som er fuld i gang med at kulegrave den ulovlige instruks, som daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V) udsendte tilbage i 2016.

I første omgang skal Folketingets særlige Udvalg for Forretningsordenen fastlægge rammerne for den uvildige advokatundersøgelse, som et flertal af partierne allerede er enige om. Men modsat en undersøgelseskommission har en uvildig advokatundersøgelse ikke beføjelser til at afhøre embedsmænd, men må alene forlade sig på den skriftlige dokumentation, som også er grundlaget for Fødevareministeriets egen redegørelse.

Begrænsningerne til trods foretrækker venstrefløjen at nøjes med en advokatundersøgelse, mens De Radikale stadig overvejer de næste træk. En undersøgelseskommission er derfor en reel mulighed, skønt Sofie Carsten Nielsen umiddelbart mest er stemt for en ny form for parlamentarisk høring.

Realpolitisk er situationen sprængfarlig – både for S-regeringen og støttepartierne, men i særdeleshed også for Venstres næstformand Inger Støjberg. Statsminister Mette Frederiksen vil næppe undlade at foretage magtpolitiske modtræk, hvis ét eller flere støttepartier skulle vælge at stemme for en undersøgelseskommission.

De igangværende forhandlinger om næste års finanslov – som ellers tegnede til at blive udramatiske efter De Radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen, netop havde afblæst forgængerens valgtrusler – vil straks gå i hårdknude, hvis den samlede S-regering sættes på anklagebænken, og statsministeren dermed også selv risikerer at blive stillet til ansvar.

Modsat tilstanden i de seneste mange måneder er det ikke længere Mette Frederiksen, som alene dikterer slagets gang. Hendes skæbne er lagt i hænderne på Enhedslisten og De Radikale, og da målinger samtidig viser, at folkestemningen er begyndt at vende sig imod Mette Frederiksen, må det konstateres, at minkskandalen er blevet et afgørende vendepunkt for S-regeringen. Med ét slag er oppositionen blevet bragt tilbage i begivenhedernes centrum.

Succesperioden er endegyldigt slut for Mette Frederiksen, og hun står nu over for en sammensvejset opposition, som vil gøre brede forlig langt vanskeligere end hidtil. Blokpolitikken er tilbage.

S-regeringen kommer dog til at kæmpe imod: Statsministeren vil med statsgaranti ikke affinde sig med oprørstendenserne på Christiansborg, og hvis det lykkes for de borgerlige partier at komme igennem med kravet om en undersøgelseskommission, kan man godt regne med, at Socialdemokratiet vil hævne sig – ikke mindst når Instrukskommissionen offentliggør sin beretning. Her vil Socialdemokratiet kunne finde på at kræve Inger Støjberg stillet for en rigsret som hævn.

Et våbenkapløb er altså begyndt i dansk politik: Oppositionen lugter blod og går efter at vælte statsministeren, mens hun omvendt kan slå tilbage ved at skubbe Venstres næstformand ind foran højesteretsdommerne. På få dage er indsatserne blevet hævet risikabelt højt hele vejen rundt i det politiske spektrum.

Gylletank af møgsager

Med dagens begrænsede ministerrokade forsøger statsminister Mette Frederiksen at nedtone dramaet om ulovligheder i centraladministrationen – og udpeger trofaste partisoldater til de ledige ministerposter efter Mogens Jensens afgang. Mest kontroversielt flyttes den udskældte departementschef Henrik Studsgaard væk fra fødevareområdet.

Den nye fødevareminister Rasmus Prehn smides direkte ned i en gylletank af møgsager. Han er den 10. minister på blot 10 år på uriasposten som øverst ansvarlig for fødevarer, landbrug og fiskeri. Og fremtiden tegner bestemt ikke lysere: S-regeringen står over for yderst vanskelige forhandlinger om landbrugets klimaindsats, og her skal 47-årige Rasmus Prehn nu forsøge at løse cirklens kvadratur.

På den ene side har statsminister Mette Frederiksen (S) forpligtet sig over for støttepartierne til at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Men på den anden side foretrækker Socialdemokratiet at indgå et forlig om en større landbrugsreform med Venstre. Den nye fødevareminister skal så at sige gennemføre venstrefløjens politik sammen med højrefløjen.

Ydermere skal Rasmus Prehn stå i spidsen for de mindst lige så komplicerede forhandlinger om fiskekvoter i Nordsøen i forbindelse med Storbritanniens udtræden af EU-samarbejdet. Her risikerer dansk fiskeri at miste indtægter på økonomisk niveau med den nu afviklede minkavl, og en nu tabersag venter dermed forude.

Forhandlingerne om reelle reduktioner på landbrugsområdet er og bliver dog suverænt den største politiske udfordring for S-regeringen frem mod næste sommer, og selv om Rasmus Prehn på stilfærdig vis har bestridt posten som udviklingsminister siden sidste sommer og således har prøvet kræfter med magten, kan han bestemt ikke siges at have stor erfaring som forligsmager på Christiansborg. Tværtimod.

Det er derfor noget af en satsning fra statsministerens side, når hun nu kaster Rasmus Prehn ind på det kronisk skandaleramt resortområde, som onsdag kostede Mogens Jensen (S) posten, og som i de senere år også har førte til både Eva Kjer Hansen (V) og Esben Lunde Larsens (V) fald. Men for Mette Frederiksen har loyalitet tydeligvis vejet tungere end erfaring.

Statsministeren har undladt at bruge anledningen til at foretage en større ministerrokade, og dermed også til at lancere nye dagsordener eller at skille sig af med upopulære eller mislykkede ministre. Torsdagens omrokering må således karakteriseres som den absolut mindst dramatiske ændring af ministerholdet, og dermed signalerer hun en uændret politisk kurs.  

Ved at forfremme Socialdemokratiets trofaste gruppeformand Flemming Møller Mortensen til posten som ny minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde, og samtidig tilføje ligestillingsområdet til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), har Mette Frederiksen belønnet partisoldater, som hun har personlig tillid til.

Placeringen af ligestillingsområdet i Beskæftigelsesministeriet er nok rokadens mest fornuftige træk: Efter en rodløs tilværelse mellem skiftende ministerier, der aldrig rigtigt har taget ansvar for at føre parolerne om øget ligestilling ud i livet, har området nu endelig fået en meningsfuld forankring og en minister, der kan og vil gøre en forskel.

Det mest kontroversielle i ministerrokaden er til gengæld opsplitningen af Miljø- og Fødevareministeriet, hvor den hidtidige departementschef Henrik Studsgaard – som er under kritik for sin rolle i minkskandalen – flyttes over i et nyt Miljøministerium med Lea Wermelin (S) som solominister. Fødevareminister Rasmus Prehn skal altså have ny departementschef, og på snedig vis får statsministeren dermed imødekommet kravet fra SF’s formand Pia Olsen Dyhr, som har krævet Henrik Studsgaard fyret.

Ved præsentationen af det nye ministerhold, Regeringen Mette Frederiksen II, forsøgte statsministeren at nedtone den voldsomme kritik, der i de seneste dage er blevet rettet mod S-regeringen. For første gang siden offentliggørelsen af de to redegørelser fra Fødevareministeriet svarede hun på spørgsmål, eller rettere sagt, hun skød ansvaret fra sig:

”Da regeringen træffer beslutningen, bliver vi ikke gjort opmærksom på, at der mangler lovhjemmel,” udtalte Mette Frederiksen på Amalienborg Slotsplads, og tilføjede: ”Det vil altid være sådan, at det er den ansvarlige minister, som sikrer, at der er lovhjemmel”.

Statsministeren håber, at hun med den fredsommelige ministerrokade har fået gydet olie på vandene. Men det virker som et fromt håb, for Radikale Venstre har endnu ikke opgivet tanken om en mere dybdegående udredning af ulovlighederne i centraladministrationen. Et nyt ansigt på posten som fødevareminister ændrer ikke på sagens substans: De døde mink kommer til hjemsøge S-regeringen i lang tid.

Tak for at læse med! Det virker som om den ene skandalesag tager over efter den anden. Først #metoo – og nu mink-gate. Men bag linjerne forhandles der stadig, ikke mindst om finansloven. Mere om det i næste uge – hvis nye skandaler ikke stjæler billedet. /Lars Trier Mogensen