På Føljeton kan man af og til høre generationskløften knage.
Det er et sælsomt fænomen, for på Føljeton finder man ikke nogen, der hverken er rigtig gammel eller rigtig ung. Her er ingen purunge oprørske teenagere eller forstokkede pensionister, der er bare voksne mennesker i aldersgrøden midt imellem.
Alligevel kan der ske kommunikative nedbrud mellem ung og ældre. Den fælles referenceramme smuldrer, den danske sprog nærmest divergerer, og de undrende øjne indikerer, at samtaleparterne har bevæget sig ned i generationskløften. Der er mange emner, der kan bevæge samtalen ned i denne kløft. I dag var det Diego Maradona.
Diego Maradona døde i går 60 år gammel. Han var nok den bedste fodboldspiller nogensinde. Det er noget, man ved, hvis man er ung. Men det er noget, man lever, hvis man er ældre.
For de af os, der ikke er gamle nok til at have oplevet fodboldkongens storhedstid i 80’erne, er der ikke noget videre særligt ved Maradona. Vi har set målene, vi kender historien om Guds hånd, men den Maradona vi er vokset op med var mindre boldmagiker og mere enfant terrible. Vi husker ikke kunstneren, for vi kendte ham ikke. Men vi husker faldet: stofferne, skandalerne og det kropslige forfald. Vi yngre forstår ikke, at en argentinsk fodboldspillers død kan føre til sorg i hele verden. For vi forstår ikke Maradona.
Men når der er noget, man ikke forstå, så er man forpligtet til at gøre et forsøg. Det er trods alt den eneste måde, generationskløften kan bekæmpes på. Som ung bør man sætte sig ned og lytte til historierne om Maradona. Ikke bare fordi han var en fantastisk fodboldspiller, men fordi han var et symbol på noget meget større. Han var en anarkistisk kraft, inkarnationen af oprør, en messiasfigur for de marginaliserede. Sådan en historie har alle generationer brug for.
Diego Maradona er opvokset i udkanten af argentinske Buenos Aires. Midt i slummen, som femte barn af en fattig familie, i et land hvor militærdiktaturets hårde hånd regerede.
Men Maradona gjorde oprør mod sine egne vanskelige kår. Med sine fodboldevner slap han væk fra fattigdommen og tog sin familie med. Men han glemte aldrig sine rødder og oprøret i sit blod.
I 1982 ankom han til europæisk fodbold. Han skiftede til spanske Barcelona, der dengang ikke var den magtfaktor i fodboldverden, som den er i dag. Til gengæld var Barcelona, ligesom Maradona, et symbol på oprøret. Klubben var, og er i dag stadig, den catalanske regions stolthed, og for dem fungerer fodboldkampene som en stedfortræderkrig i kampen om catalansk selvstændighed fra Spanien.
Senere tog Maradona til den syditalienske klub Napoli. Også her blev han talsmand for de marginaliserede. Det fattige Syditalien følte sig undertrykt af det rige og velfungerende Norditalien, der tilmed var vant til at vinde fodboldligaen. Men Maradona bragte trofæet og stoltheden hjem til Syditalien, ligesom han gjorde det for sit landshold Argentina i 1986, da landet vandt verdensmesterskabet – blandt andet ved hjælp fra den berømte ”Guds hånd” i kvartfinalen mod England.
Om netop den episode siger en af Føljetons ”ældre” redaktionsmedlemmer:
”Jeg føler faktisk, at Gud sørgede for, at tv-billeder – trods det teknologiske fremskridt – frem til 1986 var så grynede, at man akkurat ikke kunne se, at Maradona slog den bold ind i målet med hånden, så Peter Shilton måtte ‘sprælle forgæves’, som det hedder.”
Citatets bagmand er så vidt vides ikke videre religiøs, men er øjensynligt alligevel overbevist om, at Maradona faktisk havde en form for forbindelse til Skaberen. Det er det, som Maradona kan. Han skabte myter og historier, som selv de mest rationelle mennesker må overgive sig til.
Det er derfor, vi der ikke voksede op med Maradona alligevel har har brug for at forstå Maradona. Vi har også brug for at kunne kaste fornuften ad helvede til og se frelseren i en fodboldspiller. Vi har også brug for et symbol på oprøret. Vi har også brug for at kunne tilgive kokainmisbrug og skandaler og i stedet værdsætte fordums bedrifter og autenticitet. Vi har også brug for en Maradona. Det har alle. /Andreas T. Kønig
