Copy
Nyhedsbrev for Kæledyrsejere vol 39, august 2017.
Klik "VIS BILLEDER" i din browser for bedste læsning!
Se nyhedsbrevet i din browser.
Nyhedsbrev for Kæledyrsejere
info@dyrlaegeboysen.dk
www.dyrlaegeboysen.dk

Smitsomme sygdomme fra udlandet
- der er særligt én sygdom du skal være opmærksom på!

Kære dyreejer!

Nu er den dejlige ferietid ovre, og det er tid til at gå hunden igennem for flåter og andre infektioner, som den kunne have fået i sommerlandet. Har din hund været med i Sydeuropa er der særligt én sygdom, du skal være opmærksom på, nemlig Leishmaniose. Læs her om symptomerne på denne alvorlige lidelse, og om hvad du selv kan gøre for at undgå infektionen næste gang din hund skal med sydpå.


Nogle parasitter truer med at blive faste beboere i Danmark, som for eksempel rævens dværgbændelorm (echinococcus), der allerede findes flere steder i landet. Andre sygdomme holder vi på afstand med regler og kontrol, som når alle hunde, der rejser i Europa, skal være vaccinerede imod rabies.
Men jo mere vi flytter vores dyr rundt om i verden, jo mere risikerer vi at få fremmede sygdomme med hjem. Leishmaniose er en af de sygdomme. Tidligere var sygdommen meget sjælden i Danmark, men i takt med at vi rejser mere med vores hunde og importerer flere hunde fra Syd- og Østeuropa, ser vi sygdommen oftere og oftere.


Hvad er leishmaniose?
Leishmania er hverken et dyr, en bakterie eller en virus, men en protozoe, en lille encellet organisme, der lever som en parasit i andre dyr. Den findes i dag i Syd- og Østeuropa samt i dele af Syd- og Mellemamerika, Asien og Afrika.
Leishmaniose smitter hovedsageligt hunde og spredes ved hjælp af sandfluer. Når en sandflue bider en smittet hund, bliver den selv smittet med leishmania-parasitten. Den kan herefter flyve videre og bide en ny hund, der så vil blive smittet. Sandfluer er altså nødvendige, for at sygdommen kan overføres, ligesom vi kender det fra myg og malaria. Leishmaniose kan i meget sjældne tilfælde smitte mennesker og katte, der er blevet bidt af sandfluer.
Fra hunden er blevet bidt, kan der gå uger til år, inden den får symptomer, og det er derfor svært at afgøre, om en hund kan have sygdommen med sig til Danmark. Nogle hunde lever hele livet med leishmania i kroppen uden at udvikle sygdommen. 
Da sandfluerne i dag ikke findes i Danmark, er der minimal risiko for, at man som hund eller menneske bliver smittet, med mindre man har været ude at rejse i nogle af de udsatte områder. Noget tyder dog på, at i takt med at vejret bliver varmere, kan sandfluerne begynde at vandre op igennem Europa og leve længere og længere nordpå.
 
Symptomer på leishmaniose
De første symptomer hos hunde med leishmaniose er ofte træthed og hudforandringer, der starter i de områder, hvor sandfluen oftest bider. Det er typisk rundt om øjnene, snuden og ørerne. Forandringerne bliver beskrevet som, at hunden har ”fået briller” af hårløse områder. Forandringerne breder sig herfra til resten af kroppen. Der ses pelstab, skæl og sår, og huden kan blive fortykket. Ofte vil der komme sår på albuer, haser og trædepuder. Steder, hvor hud og slimhinder mødes, kan også være særligt udsatte, ligesom der kan komme sår i munden og på andre slimhinder. Sårene er ofte svære at få til at hele. Derudover kan ses forstørrede lymfeknuder og feber, som kommer og går. Hunden mister appetitten og går ned i vægt. Da hundens immunforsvar er svækket, får den også lettere andre sygdomme som hudbetændelse, lungebetændelse og problemer med maven.
Ved infektion ses der også forandringer i proteinerne i blodet, og der kan komme skader på hundens indre organer. Hvis sygdommen ikke bliver behandlet, vil hunden dø.
 
Diagnosticering og behandling af leishmaniose
Diagnosen leishmaniose kan stilles med blodprøver og vævsprøver.
Behandlingen består ofte af en kombination af flere typer lægemidler og kan strække sig over mange måneder. En del af medicinen skal dyrlægen søge myndighederne om lov til at få hjem til den enkelte hund.
Selvom vi kan behandle sygdommen, kan vi ikke kurere patienten, og smittede hunde vil altid have leishmania i kroppen. Mange hunde med leishmaniose vil få tilbagefald og kræve ny behandling.
 
Forebyggelse
Når man skal undgå smitte med leishmania, er det vigtigste at undgå sandfluerne. Hvis hunden skal opholde sig i områder af verden, hvor sandfluerne findes, skal man, så vidt det er muligt, holde hunden inde om aftenen og indtil solopgang. Det er i denne periode, fluerne er mest aktive. Sygdommen ses derfor også oftere hos hunde, der lever udendørs og ikke kommer ind i huset om natten. Jo længere tid en hund lever i et område med smitte, jo større er risikoen for infektion.
Ud over at holde hunden inde kan man i dag også vaccinere mod leishmaniose og man kan benytte midler til at afskrække sandfluerne. Det kan for eksempel være spot-on-produkter som Bayvantic® eller Frontect®. Skal man rejse med sin hund, er det altid en god idé at rådføre sig med sin dyrlæge

Toby fra Spanien
Toby er en to år gammel spansk gadehund, der kom til Danmark som stor hvalp. Toby havde boet i Danmark i et år, inden han fik symptomer på leishmaniose.
Et af Tonys første symptomer på leishmaniose var udslæt omkring øjnene.
De første symptomer var udslæt i armhulerne, om øjnene og på ørerne. Udslættet kløede ikke, hvilket det ofte ikke gør ved leishmaniose, men Toby var øm, hvis man trykkede på områderne. Han var derudover hævet omkring flere af sine led og havde perioder med feber. 
Toby var der ud over hævet omkring flere af sine led
En blodprøve blev sendt til laboratoriet til gentestning for leishmaniaparasitten, og der blev udtaget en prøve fra Tobys lymfeknuder. Begge prøver viste, at han var smittet med leishmania.
Behandling med allopurinol og miltefocin blev sat i gang. Det var dog på ingen måde et ukompliceret forløb. Blodprøver viste nemlig, at Toby havde blodmangel, men også at der var alt for meget protein i hans blod. Han blev derfor nøje overvåget, da der var risiko for, at blodet blev for tykt til at komme ordentligt rundt i kroppen. 
I en vævsprøve fra Tobys lymfeknuder påvises leishmania parasitter ved mikroskopisk undersøgelse (pile).
Det tog tid, men efter flere ugers behandling begyndte Toby at få det bedre. Hans udslæt forsvandt, og selvom hans led stadig er lidt hævede efter tre måneders behandling, er han igen begyndt at lege og være en glad hund. Han får stadig medicin og går til kontrol hos dyrlægen. 
Om leishmaniose
  • Leishmaniose skyldes infektion med parasitten leishmania.
  • Sygdommen spredes med sandfluer, der findes i mange sydeuropæiske lande.
  • Risiko for smitte er størst fra solnedgang til solopgang.
  • Der kan gå flere år, fra hunden er blevet smittet, til sygdommen kommer i udbrud.
  • Symptomer på leishmaniosis er hudforandringer, sår der ikke vil hele, træthed, hævede lymfeknuder, feber, der kommer og går, og vægttab.
  • Leishmaniose kan kontrolleres, men sygdommen kan ikke kureres. 
  • Skal man rejse med sin hund, er det en god ide at tale med dyrlægen om forebyggelse af sygdomme, inden man tager afsted.
Smitsomme sygdomme i udlandet
Der findes en del sygdomme, som hunde kan blive smittet med, når man rejser i Europa eller bringer hunde hjem fra udlandet. Mange kan forebygges, hvis man er opmærksom på, hvordan de smitter.
 
Echinococcus (rævens dværgbændelorm) Spredes med gnavere. Hunde bliver ofte smittet, hvis de spiser mus.
Dirofilaria og leishmania Spredes ved bid af myg og sandfluer.
Babesia og ehrlichia Spredes med flåter.
Fødevarestyrelsens information om smitterisici ved indførsel af hunde fra udlandet kan findes på foedevarestyrelsen.dk
Artiklen er bragt med tilladelse fra Dansk Kennel Klubs medlemsmagasin, HUNDEN. DKK er med over 30.000 medlemmer Danmarks største forening for alle slags hundeejere. Læs mere på www.dkk.dk

De bedste hilsner fra

Tine og Lene
Copyright © 2020 Dyrlæge Boysen, alle rettigheder forbeholdt.


Frameld Nyhedsbrev for Kæledyrsejere    Opdater dine indstillinger 

Email Marketing Powered by Mailchimp